Ekstra artikel til tema

Gruppeformand Ole Birk Olesen (LA). Liberal Alliance holder pressemøde under deres sommergruppemøde på Egelund Slot tirsdag den 19. august. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

Mere end 10.000 timer med nål og tråd. 25 kvinder og en enkelt dreng.

Så lang tid og så mange folk kræver det åbenbart at brodere et 19-kvadratmeter stort tæppe. Men ikke hvilket som helst tæppe.

Frivillige hænder har siden 2020 arbejdet på afløseren til det gamle altertæppe, der efter mere end 70 års altergang og knæfald trænger til en udskiftning i Sankt Markus Kirke i Aalborg.

Og nu er det færdigt. Med undtagelse af 1,5 års corona-afbrydelse har de broderet.

- Det er lidt vemodigt, men jeg troede aldrig, vi ville blive færdige. Jeg havde ikke forestillet mig, at vi ville bruge så lang tid på det, siger Ulla Fauske, der er koordinator på projektet.

Tæppet er en tro kopi af det gamle, som arkitekten Einar Packness tegnede tilbage i 1952. Han står også bag selve Sankt Markus Kirke.

Ifølge Ulla Fauske kræver det en helt særlig teknik, der gør, at projektet har taget så lang tid.

- Hvis vi ikke gør det på den rigtige måde, bliver tæppet slidt og ujævnt. Så vi har passet rigtig meget på, siger hun.

Én gang i livet

Altertæppet er der, hvor præsten går rundt og uddeler nadver efter gudstjenesten. Og når det er blevet gjort i næsten en hel menneskealder, sætter det sine spor.

Derfor blev man i 2020 enige om, at der var brug for et nyt. Og Hanne Jensen er en af dem, der har været med fra starten.

- Én gang i livet får man måske muligheden for at være med til at sy et altertæppe. Før det her projekt, var jeg slet ikke klar over, at det var noget, man kunne gøre.

Fem år med altertæppet har gjort, at hun pludselig er blevet meget glad for kirker.

- Jeg havde aldrig spekuleret over tæpperne før. Men når jeg er ude i forskellige byer nu, skal jeg lige forbi kirken og se, om de har et altertæppe, og hvilken slags det er.

- Jeg har genfundet min interesse for broderi fra mine yngre dage, siger Hanne Jensen.

Inden vi andre kan se det nye altertæppe i Sankt Markus Kirke i Aalborg til januar, skal det en tur til København for at blive vasket og syet sammen.

Og efter 10.000 timers arbejde er koordinator Ulla Fauske da også klar til at sende det videre. Og heldigvis har skuldrene og ryggen det fint, selvom broderiet foregår siddende.

- Vi plejer ikke at sidde her mere end to-tre timer ad gangen. For så kan vi heller ikke holde til mere.