Panama-afsløringerne har fået Enhedslisten på banen med et nyt forslag, som skal gøre det lettere, at sende folk der rådgiver om skatteunddragelse og skattely i fængsel.
- Uden en hær af både danske og udenlandske advokater, revisorer og bankfolk, der på overfladen er respektable, ville skattely slet ikke kunne fungere, siger retsordfører Pernille Skipper.
Den nuværende lov på området - hvor rådgiverne kan straffes for medvirken til unddragelse - er ikke effektiv nok, mener partiet.
Den skal suppleres med en selvstændig bestemmelse i straffeloven.
- I dag bliver loven sjældent brugt, rådgiverne bliver faktisk ikke straffet på trods af store sager, siger Pernille Skipper.
- Med en selvstændig bestemmelse, som kan straffe eller kriminalisere rådgivernes ansvar, så kan man også straffe rådgiverne, selvom der måske ikke er blevet begået - men blot rådgivet om - grov skatteunddragelse.
- Eller hvis man eksempelvis ikke kan bevise sammenhængen mellem den konkrete skatteunddragelse og den rådgivning, der er blevet givet, siger hun.
Hos Socialdemokraterne bakker man op om at se på, om der er flere steder, man kan sætte ind på området.
- Jeg synes bestemt, vi skal tage det her op til meget alvorlig overvejelse, siger retsordfører Trine Bramsen.
- Det er afgørende, at vi signalerer, at økonomisk kriminalitet og unddragelse fra skattebetaling har en alvorlig konsekvens for vores samfund, siger hun.
https://www.facebook.com/drpolitik/posts/1588640034783809