Efter et år med strammere regler: Politiet beslaglægger tre biler fra vanvidsbilister om dagen

Nye regler har gjort det muligt for politiet at beslaglægge biler på stedet.

- Det viser, at det har været rigtigt at give mulighed for at beslaglægge biler, der bliver kørt vanvittigt i, siger Nick Hækkerup.

Det hober sig op med biler i de danske politikredse.

For et år siden trådte en ny lov i kraft, som har givet politiet mulighed for at beslaglægge biler, hvis føreren kører på en særlig hensynsløs måde.

Bilen kan blive taget allerede første gang, at man overtræder reglerne for det, regeringen kalder "vanvidskørsel".

Efter et år med de nye regler har politiet beslaglagt 996 biler. Det oplyser Justitsministeriet til DR Nyheder. Tallene dækker fra 1. april 2021 til 20. marts i år.

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) er det et "stort tal".

- På en eller anden måde fyldes jeg med glæde over, at det virker, og på en eller anden måde er jeg lidt ærgerlig over, at der stadig er så mange, der kører så vanvittigt. Men det er der. Og vi bliver ved med at være efter dem.

- Det viser, at det har været rigtigt at give mulighed for at beslaglægge biler, der bliver kørt vanvittigt i, siger Nick Hækkerup.

Foruden reglerne om konfiskation er fængselsstraffene også blevet skærpet.

100 procent eller promille på 2,0

Der skal være tale om nogle særlige omstændigheder, før det kategoriseres som vanvidskørsel. Det er blandt andet, hvis en trafikant overskrider den tilladte hastighed med 100 procent og samtidig kører med mindst 100 kilometer i timen. De samme regler gælder, hvis man kører over 200 kilometer i timen.

Også spritkørsel med en promille over 2,0, særligt hensynsløs kørsel og andre forseelser hører til i kategorien.

Beslaglæggelse er et foreløbigt indgreb. Først i forbindelse med den efterfølgende behandling af sagen i retten bliver det afgjort, om ejeren mister køretøjet - altså får det konfiskeret.

I de tilfælde kan politiet sælge bilerne på auktion. Indtil videre er der solgt biler for omkring 2,4 millioner kroner.

Hør ministeren fortælle her:

Men næsten tre om dagen. Det lyder jo som vildt mange. Virker det overhovedet? For det virker jo til, at folk stadig kører hasarderet ude på vejene?

- Jeg tror, at det virker præventivt for mange mennesker, men jeg tror desværre også, at der er nogen, der er lidt uden for pædagogisk rækkevidde. Men hver eneste gang, at vi tager en bil fra dem, mærker de smerten, og det er godt, siger ministeren.

Politiet: Stort værktøj

I Midt- og Vestsjællands Politi har man beslaglagt 67 biler i løbet af det seneste år. Vicepolitiinspektør Thomas Tarpgaard fortæller, at der er tale om et "bredt spektrum" af folk, der har fået beslaglagt deres bil.

Men de fleste får beslaglagt bilen på grund af spirituskørsel, siger han.

- Loven har givet os nogle flere værktøjer. Men man kan sige, at det arbejde, vi udfører, er det samme. Vi laver stadig hastigheds- og spirituskontroller, og vi prøver stadig at standse dem, der kører fuldstændig vanvittigt. Men konsekvensen når de kommer over de her grænser, er selvfølgelig meget hårdere.

Thomas Tarpgaard beskriver de nye regler som "det nok største" værktøj, politiet har haft på området.

- Det her handler jo om, at vi kan komme til skade derude. Vi kan blive slået ihjel af det her. Det er det, der er på spil her. Så alle værktøjer, der findes inden for rimelig ret, bør man tage i brug.

Thomas Tarpgaard er vicepolitiinspektør i færdselsafdelingen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Det har ikke været muligt at få oplyst af Justitsministeriet, i hvor mange tilfælde politiet har beslaglagt en bil, hvor føreren ikke var bilens reelle ejer.

Det var regeringen, der sammen Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Nye Borgerlige blev enige om stramningerne.

Det skete i kølvandet på en række voldsomme trafikulykker, hvor der blev kørt hasarderet.

I juli 2019 blev en politibetjent, der ikke var på arbejde, dræbt ved trafikulykke på Langebro i København. Ved hændelsen kørte føreren ifølge politiet 125 kilometer i timen.

I efteråret 2020 blev en femårig pige dræbt, da en mand, der var påvirket af lightergas, påkørte pigen og hendes mor. Det skete på Peter Bangs Vej på Frederiksberg, og føreren blev senere idømt seks års fængsel.