Amagerbanken gik konkurs 6. februar 2011. Siden 2008 har banken kæmpet for at overleve:
2008:
- Amagerbankens ledelse forsikrer i september om, at banken er kernesund. Men kort tid efter kommer det frem, at banken er så presset, at den har søgt om lån i Danmarks Nationalbank.
- Folketingets første bankpakke redder banken på stregen.
- Efterfølgende må Amagerbanken nedskrive forventningerne til årets resultat med i alt 900 millioner kroner efter store tab i ejendomssektoren.
2009:
- Amagerbanken kommer ud af 2008 med et underskud på 694 millioner kroner før skat.
- I april søger Amagerbanken om et lån på 1,4 milliarder kroner fra bankpakke II.
- Med hjælp fra en aktieudvidelse og en halv milliard kroner fra rigmanden Karsten Ree lykkes det sidst i 2009 banken at få rejst kapital nok til at få lånet og derved undgå et krak.
2010 :
- Underskuddet for 2009 lyder på næsten en halv milliard kroner, og Amagerbanken må samtidig nedskrive udlån for over en milliard kroner.
- Nogle måneder senere kommer det frem, at banken har tabt 300 millioner kroner på valutaspekulation.
- Det statslige skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, kræver, at Amagerbanken stiller 750 millioner kroner mod en statsgaranti på 13,5 milliarder kroner.
- Ved en storstilet redningsplan lykkes det bankens ledelse at rejse 900 millioner kroner ved en aktieudvidelse. Blandt andet vælger storaktionær Karsten Ree at putte 300 millioner kroner i bankens kasse dagen før deadline.
2011:
- 6. februar: Alligevel bliver Amagerbanken i februar taget under konkursbehandling og overtages af Finansiel Stabilitet.
2013:
- 16. januar: Finanstilsynet melder 11 personer fra den tidligere direktion og bestyrelse i Amagerbanken til politiet.
2014:
- 29. oktober: 11 personer med tilknytning til Amagerbanken sigtes af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) for overtrædelse af straffeloven og lov om finansiel virksomhed.
/ritzau/
