Faktatjek: Venstres hyldest til egen miljøpolitik er en gratis omgang

Thomas Danielsen (V) erkender over for DR2-programmet Detektor, at påstanden om, at ”Vi er den grønneste regering vi har haft i nyere tid”, ikke kan dokumenteres.

(Foto: © Niels Ahlmann Olesenn, (c) Scanpix)

- Vi er den grønneste regering, vi har haft i nyere tid.

Sådan forsvarer Venstres energiordfører, Thomas Danielsen, regeringens planer om at skrotte det grønne nationalregnskab.

Udtalelsen har skabt debat på de sociale medier, og flere har bedt Detektor faktatjekke påstanden. Men det vil være stort set umuligt at afgøre, om en regering er grønnere end en anden. Det forklarer professor ved Sektion for Miljø og Naturressourcer på Københavns Universitet Peder Andersen:

- Det er flydende sæbe, for hvad betyder det, og hvordan skal man måle det? Det vil være en umulig opgørelse at lave. Det er et gratis udsagn. Det kan ikke tjekkes, siger han til Detektor.

Hvad tæller mest: CO2 eller biodiversitet?

En opgørelse over, hvilke regeringer der har den grønneste profil, vil i høj grad afhænge af, hvordan man definerer ordet "grøn". For det første skal man beslutte, om man vil måle på indsatser eller resultater, fortæller Peder Andersen:

- Hvis man for eksempel ser på indsatssiden, skal man derefter beslutte, om man ser på antallet af initiativer, eller hvor mange penge man har sat af til området. Og der vil jo også være lovgivning, som påvirker miljøet.

- Ser man derimod på resultaterne - altså effekterne af initiativerne - skal man tage stilling til, hvilke parametre man vil måle på. Der vil jo være forskel på, om man måler effekten på eksempelvis CO2-udledning eller på antallet af planter- og dyrearter, siger han og tilføjer, at måling på resultater også er vanskelig, fordi der ofte vil være en betydelige tidsforskydning fra et miljøinitiativ indføres, til det kan måles på resultatsiden.

- Derfor er det jo svært at sige, hvem skal have æren for resultaterne, siger han.

Meningsløs sammenligning

Dertil kommer, at effekterne også kan skyldes udvikling af ny teknologi, som dermed ikke nødvendigvis skyldes politiske beslutninger.

- Det er ekstremt svært at lave den slags regnestykker. Man kan meget nemt have tiltag, der går i en positiv retning på et område, men i en negativ retning på et andet område, forklarer Peder Andersen og afviser at komme med en vurdering af, hvorvidt den nuværende regering er grønnere end tidligere regeringer.

- Det giver ikke mening for en person med en faglig baggrund at lave en sådan sammenligning, lyder hans vurdering.

Danielsen: Det er en holdning

Thomas Danielsen erkender da også, at han ikke kan dokumentere sin påstand om, at "Vi er den grønneste regering, vi har haft i nyere tid".

- Der er ikke nogen sort hvid målemetode. Hvis man ønsker, at man skal dokumentere det på bestemte måleparametre, så har jeg ikke levet op til det. Det afhænger meget af, om det er CO2, vindenergi eller økonomi, vi måler på.

Thomas Danielsen holder stadig fast i, at regeringen efter hans egen mening er den grønneste:

- Jeg er politiker, og politikere har holdninger. Jeg mener, at vi er den grønneste regering. Min vurdering er, at vi har taget flest tiltag i forhold til tidligere regeringer, når man ser bort fra energiforliget, siger han til Detektor.

Se mere om faktatjekket i morgen på DR2 kl. 21.00.