Fanforsker: FCK-fans vil sende besked til voldsbrødre i resten af Europa

Maskerede bøllefans angreb politi og vagter på Brøndby Stadion.

FCK-fans gik amok, da Brøndby scorede i overtiden på Brøndby Stadion. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Gårsdagens derbykamp mellem Brøndby IF og FC København kogte over, da Brøndby i de døende minutter bragte sig foran i en intens kamp

Direkte efter målet kom en gruppe FCK-fans i direkte klammeri med både vagter og politiet, der til lejligheden var trukket i kampuniform.

Efterfølgende har FCK undskyldt for balladen - helt fra spillertrup til ledelsesniveau - og omverden har også set hovedrystende til. Umiddelbart er der altså ikke opbakning at spore nogen steder fra, men ifølge fanforsker Jonas Havelund fra Syddansk Universitet, taler disse fans heller ikke til hr. og fru Danmark.

- Denne reaktion taler sig ind i en større sammenhæng, hvor de her fans sender et budskab til den mere hårdtslående kultur om, at de er klar og ikke frygter nogen eller noget, forklarer Jonas Havelund.

- Klip af sådan noget som det her bliver delt og fulgt rundt omkring i Skandinavien og resten af Europa. Så den her aktion er noget, der vækker genlyd.

Vanskelig gruppe at komme ind på

Det handler dog ikke kun om at sende et signal til andre slagsbrødre. En del af urolighederne er også en direkte reaktion på kampen, forklarer Jonas Havelund.

- Den her tanke med, at de kun kommer for at slås, er noget tvivlsom, og de fleste kampe afvikles jo uden nævneværdige problemer, forklarer han og understreger at de hooligans, som han igennem sin forskning har været i kontakt med er fodboldfans, der har styr på, hvem der er på holdet og lignede.

Ekstra betjente løber ned mod FCK's fanafsnit under Superligakampen mellem Brøndby IF og FCK. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

- Men det er en vanskelig kultur at komme ind på – så hvad det lige præcis er, der gør, at FCK har så stor en gruppering blandt deres fans, som er klar til at tage kampen med politiet, skal man tættere ind på for at forstå, hvad handler om.

Klippene fra Brøndby stadion viser, at ballademagerne blandt FCK-fans allerede inden kampens start ifølge TV3 Sport forsøgte at storme udebaneafsnittet, og da det gik løs maskerede flere deres ansigter. For nogen kunne det se ud som om, at balladen var planlagt. At der skulle ske noget, men det betyder det ikke nødvendigvis, forklarer Jonas Havelund.

- Det kan godt se planlagt ud, men det her med at have maskering eller tørklæde med sig, er for mange fans et spørgsmål om at komme velforberedt til stadion, forklarer han.

Nogen bruger måske maskeringen til at skærme sig mod pyroteknik - romerlys - mens andre har maskeringen klar til, hvis der skulle opstå slagsmål og de gerne vil undgå at blive genkendt af politiet, forklarer Jonas Havelund:

- Hvis man har det her med, at man er klar til at slå fra sig, som en del af sin kultur, så er det klart, at man også er klar til at maskere sig, så man kan slippe for sin straf.