Målet var flere fyldte barnevogne, men der er lige ét problem:
Tidligere i år besluttede Folketinget at hæve betalingen til kvinder, der gerne vil donere æg til fertilitetsklinikker, fra 2.400 kroner til 7.000 kroner.
Det har tiltrukket flere donorer, men klinikkerne har ikke fået flere penge til at betale for stigningen. Derfor står indsamlingen af æg i stampe, skriver Berlingske.
- Det er glædeligt, at der er flere, der gerne vil donere. Men vi bliver nødt til at være tilbageholdende på de offentlige klinikker, fordi der er usikkerhed omkring finansieringen, siger formand for Dansk Fertilitetsselskab Elisabeth Carlsen til Berlingske.
Klinikker afviser donorer
Folketingets beslutning blev truffet, efter regionernes budgetter var lagt, og det er regionerne, der står for sundhedsvæsnet.
Den stigende mængde donorer og de højere udgifter er derfor ikke indregnet i fertilitetsklinikkernes budgetter.
Flere fertilitetsklinikker oplyser til Berlingske, at den manglende finansiering betyder, at de ikke tør tage imod de mange donorer.
Ifølge formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg Ulla Astman (S) er det "ganske enkelt noget sjusk," at Folketinget har indført nye regler uden at sende penge med.
/ritzau/