Fire mænd tiltalt i landets største miljøsag

Fire mænd risikerer fængsel i stor sag om byggeaffald, som blev læsset af på parkeringspladser og rastepladser

Fire mænd er tiltalt for at have smidt byggeaffald på rastepladser og p-pladser (arkivfoto).

En sag om tonsvis af byggeaffald har udviklet sig til den hidtil største straffesag om miljø, siger Københavns Vestegns Politi.

Fire mænd er blevet tiltalt i sagen, og to af dem risikerer fængsel i længere tid, hvis de kendes skyldige.

De anklages for at have læsset murbrokker, asfalt, jord og andet byggeaffald af på rastepladser og parkeringspladser rundt om på Sjælland, eller for at have grave det ned. I stedet burde affaldet have været behandlet som miljøaffald.

Tilbød privat nedrivning

De to mistænkte hovedmænd oprettede flere selskaber, som tilbød privat nedrivning af ejendomme. Men fjernelsen af affaldet foregik helt bevidst i strid med reglerne, og lovovertrædelserne foregik systematisk og organiseret, hævdes det af anklagemyndigheden.

To af mændene har været varetægtsfængslet siden oktober sidste år, og Retten i Glostrup skal efter planen behandle sagen i august og september.

For nylig har Østre Landsret sagt, at fængslingen ikke er uproportional med den straf, som kan forventes.

/ritzau/