Flere børn og unge i behandling for spiseforstyrrelser

Flere børn og unge er i behandling for spiseforstyrrelser. Det viser tal Danske Regioner

15-årige Sofie er indlagt med en meget alvorlig spiseforstyrrelse. (Foto: © Bjørn Fabricius, DR Dokumentar)

På bordet foran 15-årige Sofie står et glas med ernæringsdrik.

- Kom så Sofie. Du skal kæmpe mod spiseforstyrrelsen, siger sygeplejersken.

Sofie kigger ned.

Hendes hænder ligger i skødet. Kroppen ryster en smule.

- Har du besluttet dig? spørger sygeplejersken.

Sofie nikker og rejser sig langsomt. Ernæringsdrikken får lov at stå.

Sofie har anoreksi. Hun er så tynd, at hendes organer kan holde op med at fungere, og det er livsfarligt for hende, hvis hun ikke spiser. Derfor er hun indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatriskafdeling i Odense.

- Jeg vil rigtig gerne ud, men samtidig vil jeg ikke op i vægt, siger hun.

Flere børn og unge op til 18 år kommer i behandling for en spiseforstyrrelse. I 2009 var det 702, men i de seneste år er det steget til lige under 1200. Det viser en opgørelse, Danske Regioner har lavet for DR Nyheder.

Langt de fleste af de unge patienter bor hjemme og går i behandling fx en gang om ugen. Men en lille del er så syge, at de bliver indlagt.

15-årige Sofie er en af dem.

- Jeg ved ikke helt, om man kan sige, jeg vil være rask, for jeg har stadig noget inde i mit hoved, som siger, hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal, siger hun.

Blevet mindre tabubelagt

Ifølge Ulla Moslet, overlæge og formand for Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser behøver stigningen i antallet af behandlinger af børn og unge ikke at være en dårlig ting.

- Jeg tror den her stigning dækker over, at det i virkeligheden er blevet nemmere at komme i behandling, og det er jo rigtig godt, siger hun.

- Der er en øget opmærksomhed på spiseforstyrrelser, det er ikke så tabubelagt, som det har været før.

I statistikken findes der børn helt ned i 10-11-årsalderen, som er i behandling for spiseforstyrrelser. Ifølge Ulla Moslet kan indholdet på de sociale medier og et øget fokus på udseende i samfundet være med til at påvirke nogle af de helt unge.

- Det er jo nemt at få oplysninger på nettet, og det kan de 10-11-årige også finde. Og så kunne man også tænke, at der er et øget fokus på krop, vægt og sundhed i samfundet, som gør at børn i en yngre alder søger oplysninger om det, siger hun.

Findes ingen mirakelkur

Ifølge generalsekretær i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, Steen Ledsager, er behandlingen af spiseforstyrrelser fortsat en kæmpe udfordring for sundhedssystemet.

- Desværre står vi i den situation, at spiseforstyrrelser er en af de sygdomme, der ikke rigtigt er sket noget på. Man har ikke fundet nogen mirakelkur, og behandlingsmetoderne har som sådan ikke forbedret sig de sidste 20 år, siger han.

Blandt læger og eksperter er det stadig svært at afgøre, hvorfor nogle børn og unge får spiseforstyrrelser og andre ikke gør. Ifølge Steen Ledsager er spiseforstyrrelser ofte et udtryk for manglende selvværd og en søgen efter kontrol over ens ydre omstændigheder.

-Spiseforstyrrelsen er en måde at få kontrol over sin tilværelse, siger han.

-Man mangler kontrollen med sin uddannelse, med hvordan man ser ud og over sine veninder. Men kontrollen over ens vægt, dén kan man have.

I aften kan du se DR Dokumentaren "Børnene på Psyk". Første del sendes kl. 20:45 på DR1.