Flygtningestrøm har givet politibetjente arbejdsdage på over 24 timer

Der er trukket massivt på politiet i forbindelse med de seneste dages flygtningestrøm ved grænserne, oplyser politiet.

Politi ved toget på den lukkede perron i Rødbyhavn onsdag morgen d. 9. september 2015, hvor flygtninge nægtede af forlade toget. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2015) (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Arbejdsdage på over 24 timer i streg har været en af konsekvenserne for nogle af de mange politibetjente, der i de seneste fem dage har taget imod flygtninge og migranter ved den danske grænse.

I Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har enkelte medarbejdere været på vagt mere end 24 timer i træk. Det fortæller Kaj Rasmussen fra politiforeningen til Folketidende.dk. I politikredsen drejer det sig i alt om mellem 14 og 16 betjente.

I Nordsjællands politikreds har otte betjente været på vagt i 26 timer, mens cirka 30 betjente har arbejde mellem 16 og 20 timer.

Det er ikke optimalt, siger Kaj Rasmussen til Folketidende.

- Vi må bare konstatere, at der er gået noget galt. Det skyldes nogle svigt i kommunikationen. Det er beklageligt, og vi gør, hvad vi kan for at løse det, siger Kaj Rasmussen.

Formanden for politiforbundet, Claus Oxfeldt, stemmer i og betegner situationen som uholdbar.

- Det er totalt uholdbart. Vi bliver dårligere betjente, når vi bliver trætte, forklarer Claus Oxfeldt.

/DR Nyheder/