FOA-formand frygter stribe af konkurser hos private plejefirmaer

Kommunernes brug af udbud i hjemmeplejen har øget konkurrencen. Flere små firmaer vil krakke, spår FOA-formand.

FOA-formand Dennis Kristensen ser bekymret på de mange konkurser, der på det seneste har ramt private plejefirmaer.

Det private plejefirma Tryghedsplejen måtte fredag eftermiddag indgive konkursbegæring og efterlade en række borgere i otte kommuner i en utryg situation.

Men firmaet er hverken det første eller sidste private plejefirma, der vil gå konkurs, siger FOA-formand Dennis Kristensen, der har fulgt med i rækken af konkurser, der ofte sker som lyn fra en klar himmel. Alene i denne uge er tre firmaer gået konkurs.

- Det sker med ganske kort varsel. Det betyder, at de ældre bliver sat i en situation, hvor de bliver usikre på, hvad der nu skal ske med dem. Kommer de i bad, kommer de ikke i bad, siger Dennis Kristensen.

Han peger på, at kommunerne i stigende grad er gået fra at tilbyde frit valg på hjemmeplejeområdet til nu at sætte området i udbud. Det har været med til at øge konkurrencen, tvinge prisen ned og give kommunerne nogle besparelser. Men prisen er nu så lav, at flere firmaer vil gå konkurs, vurderer han.

FOA organiserer mange af det plejepersonale, der er ansat i kommunerne samt i de private firmaer.

Frygter kannibalisering

- Jeg tror, at vi kommer til at se en kannibalisering af området. Dem, der er tilstrækkeligt store, de har råd til at gå ind at kvæle de små og store mellemvirksomheder, der hidtil har været på området, siger han.

Derfor råder han nu kommunerne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de sender området i udbud. Konkret foreslår FOA-formanden tre ting, som kommunerne bør kigge imod, inden de hyrer et firma til at løse en plejeopgave.

Firmaerne skal give kommunerne en bankgaranti, der sikrer mod en umiddelbar konkurs. Samtidig skal der lægges en klar beredskabsplan i tilfælde af, at det private plejefirma bukker under. Sidst men ikke mindst skal kommuner sortere firmaer fra, der tidligere har været problemer med.

- Vi ser, at det er de kommunalt ansatte der må træde til med kort varsel. Det er en rigtig møg-situation for alle parter, og det kommer til at koste i kommunekasserne, hver gang der kommer en konkurs, siger han.

Minister i samråd om konkurser

Med Tryghedsplejens konkurs står 90 ansatte til at miste jobbet, ligesom der skal lægges akutte planer for at hjælpe borgerne i Odense, Assens, Hvidovre, Rødovre, Frederiksberg, Køge, Herlev og Roskilde kommuner. Ifølge Tryghedsplejens direktør Imran Hussain rammer konkursen cirka 320 borgere i de otte kommuner.

Alene i Odense drejer det sig om 124 borgere, der er berørt af konkursen. I Assens berøres 70 borgere af konkursen, oplyser V-borgmester Søren Steen Andersen til DR Fyn.

Tirsdag var det plejeselskabet Bonderosen, der ifølge Frederiksborg Amts Avis måtte kaste håndklædet i ringen. 450 borgere i Nordsjælland blev berørt af den konkurs.

De mange konkurser i ældreplejen får SFs ældreordfører, Jonas Dahl, til at kalde sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) i samråd ifølge Ritzau.

- Det er katastrofalt for de ældre, der nu pludselig står uden pleje, men det er heller ikke rimeligt, at udbudsreglerne gør, at kommunerne hænger på regningen, mens de private firmaer bare genopstår i en ny konstruktion, siger han til Ritzau.