Formand for Etisk Råd: Flere penge til ægdonorer gør æg til en vare

Formand for Etisk Råd Gorm Greisen er bange for, om højere honorar vil få flere til at donere for pengenes skyld

Vi skal passe på ikke at vareliggøre menneskekroppen, advarer Etisk Råds formand Gorm Greisen.

Ægdonorer kan i fremtiden gå hjem fra fertilitetsklinikken med 7000 kroner på lommen, når de har doneret æg til barnløse.

Det er resultatet af en ny lov, som trådte i kraft 1. juli, og som skal forkorte den op til tre og et halvt år lange kø, der lige nu kan være på at modtage et æg fra en ægdonor.

Men de 7000 kroner er næsten tre gange så meget, som de 2400 kroner ægdonorer tidligere har fået som kompensation for nålestik med hormoner og flere lægebesøg.

Og det er en farlig vej at gå, mener Etisk Råds formand Gorm Greisen.

- Jeg tror, de fleste mennesker stadig vil gøre det for at hjælpe barnløse, siger han.

- Men jeg tror også, at det - som det for eksempel er for mange sæddonorer - vil blive set som en lille indkomst.

Og det kan være med til at gøre graviditeten til en vare, advarer Gorm Greisen.

- Det er med til at varegøre forældreskab, så børn – i stedet for at være en gave – bliver noget, man i princippet kan se i et katalog, siger han.