Forsker: Ny pis-øl skal give os jordforbindelse

55.000 liter urin fra Roskilde festival er nu blevet til øl, og selvom det lyder som et lidt for godt reklamestunt, så ser forsker potentiale i fremgangsmetoden.

På en dunkel Bodega i Roskilde sidder tre herrer der godt kan lide øl. De er gået med til at prøvesmage en anderledes øl, der har fået navnet Pisner.

- Er der brugt tis til at lave den? Bvadr

Lyder det fra HF-studerende Joachim Mathiesen, der lige har tømt et glas Pisner. Tanken om, at han indtager en læske der har haft berøring med menneskeurin virker frastrødende på ham. Han synes dog ikke, den smager af urin, men som han siger:

- Jeg er ikke en garvet tis-drikker, så jeg ved ikke, om den smager af tis.

Pisner er resultatet af en kampagne som erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer har iværksat. På Roskilde Festivalen i 2015 indsamlede de 55.000 liter urin fra festivalgæsterne.

Urinen blev opbevaret indtil foråret 2016 og derefter spredt ud over to hektar bygmarker ved Køge. Kornet blev efterfølgende høstet og Nørrebro Bryghus har nu brygget en øl, som bliver solgt i enkelte butikker fra i morgen.

Vi kan genbruge alt

Formålet med kampagnen er at lære danskerne, hvordan man laver grøntsager.

- Mange synes det er mærkeligt, at man skal bruge gødning. Vi vil åbne folks øjne for, at vi kan genbruge alt. I stedet for at hælde over 50.000 liter urin i kloakken, kan man lave noget værdifuldt ud af det.

Det fortæller Søren Andersen som er pressechef i Landbrug og Fødevarer. Tisøl-projektet kalder de for Beercycling.

På Ruder Konge Bodega i Roskilde overrasker det ikke bodegagæst og efterlønner Tommy Alf Jensen, at grøntsager har brug for gødning.

- Om sommeren kører landmændene urin og afføring ud på markerne, det er jo det samme, det tænker folk ikke over, her er det bare mennesketis.

På barstolen ved siden af Tommy Alf Jensen sidder efterlønner Frank Larsen:

- Man bruger da ikke den slags gødning mere, det var i gamle dage.

Og så kører dialogen:

- Det gør man da stadigvæk. Lyder det resolut fra Tommy

- Gør man det? Spørger Frank

- Ja det gør man da, konkluderer Tommy.

Alt for dyrt på den lange bane

Ifølge Thyge Nygaard, der er landbrugpolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening er Pisner-kampagnen et reklamestunt uden et reelt samfundsøkonomisk perspektiv. Han mener ikke, det kan svare sig at producere øl indeholdene menneskeurin.

- De sparer udelukkende under ti ører pr. øl og har sandsynligvis omkostninger, som er væsentligt større, siger Thyge Nygaard.

Der er ifølge Landbrug & Fødevarer indsamlet urin til at gøde to hektar jord med maltbyg, hvilket, ifølge Thyge Nygaard, sparer landmanden for indkøb af kvælstofgødnig for 2000-3000 kroner.

Øllen har fået stor opmærksomhed både i Danmark og internationalt både CBS News, The Guardian og Fox News har omtalt den. Men det hele er ikke bare et stort mediestunt, mener mikrobiolog Henrik Siegumfeldt fra Københavns Universitet.

- Der er ingen tvivl om, at der er et stunt i det, siger Henrik Siegumfeldt og fortsætter:

- Men vi har mistet forbindelsen til, hvad jorden er, og hvordan vi dyrker. Så hvis kampagnen betyder, at flere mennesker i Danmark får en mere afslappet forståelse af, at ting der kommer ud af os kan genbruges, så synes jeg, det er en prisværdig idé.

Der er visse udfordringer, hvis man forestiller sig, at fremtidens øl skal produceres med menneskeurin og det er, at hvordan man skal opbevare al urinen indtil den skal bruges til at gøde med påpeger Henrik Siegumfeldt:

- Det ville kræve en ændring af infrastrukturen, man får brug for en masse beholdere med tis.

Men menneskeurin er i princippet ligeså god som dyreurin til gødning, forklarer han. Hos Landbrug og Fødevarer har den eneste udfordring været, at tisset der blev indsamlet på Roskilde Festival var mindre nærende end normal gødning. At tisset var næringsfattigt kan skyldes, at festivalgæsternes selv har indtaget meget væske, forklarer Søren Andersen fra Landbrug og Fødevarer.

Bodegaherrerne drikker frivilligt flere glas Pisner, de synes det er et fint projekt og efterlønner Frank Larsen siger med et smil.

- Det er ikke fordi øllen smager pissegodt, men den kan godt drikkes.

Øllen vil ikke blive solgt på Roskilde Festival i år, fordi Roskilde Festival i forvejen har en partner på øl, så cyklussen stopper med den nye øl.