Man plejede at sige, at en ud af 100 nyfødte børn havde en hjertefejl.
Men nu har lægerne fundet ud af, at det tal faktisk er tre til fire gange så højt - men ikke nødvendigvis behandlingskrævende.
Det viser helt nye forskningsresultater fra København, hvor lægerne indtil videre har scannet 9.000 nyfødte babyers hjerter.
Og antallet af hjertefejl har overrasket lægerne bag projektet.
- Vi har set væsentligt flere huller mellem hjertekamrene, end vi forventede at se. Væsentligt flere, siger professor Henning Bundgaard fra Rigshospitalets hjerteafdeling.
Lægerne har typisk fundet mindre alvorlige hjertefejl hos børnene. Det kan være små huller i hjertet, der som regel vokser sammen af sig selv og derfor ikke er farlige på nuværende tidspunkt.
De fleste alvorlige hjertefejl hos nyfødte vil allerede være fundet i graviditeten, men projektet har dog også fundet relativt alvorlige hjertefejl hos enkelte af de 9000 børn og henvist flere andre til opfølgning.
Blive klogere på hjertesygdomme
Studiet startede i foråret sidste år, da lægerne begyndte at tilbyde alle nyfødte børn på Rigshospitalet, Herlev Hospital og Hvidovre Hospital en hjertescannning.
Målet med studiet er at få bedre viden om hjertet, udbredelsen af medfødte hjertesygdomme og nye muligheder for tidlig opsporing af hjertefejl, der kan være farlige senere i livet.
- Vi tror, vi kan få svar på rigtig mange spørgsmål omkring hjertesygdomme - herunder hvad forholdene tidligt i livet betyder for dem, der udvikler hjertesygdomme senere hen, siger Henning Bundgaard.
Derfor vil lægerne følge alle de børn, der er blevet scannet i flere år frem. Det gør de blandt andet for at se, om de mindre alvorlige fejl - for eksempel hullerne i hjertet - har betydning på længere sigt.
- Det her er de umiddelbare resultater, men vi etablerer også en befolkningsundersøgelse, hvor vi jo kan følge de her børn i hele deres levetid - til de bliver 80-90 år gamle, siger Henning Bundgaard og fortsætter:
- Hvis de får en hjertesygdom, vil de være registreret, og så vil vi kunne gå tilbage og se, hvordan forholdene var, da de blev født, fortsætter han.
Forældre uden for København er interesserede
Om scanningen skal udbredes og tilbydes til nyfødte i hele landet, er endnu uvist.
- Men vi bliver kontaktet af en række forældre, der bor uden for Københavnsområdet, siger Henning Bundgaard:
- Og det er jo et af de spørgsmål, som undersøgelsen kommer til at belyse. Altså, om det er et tilbud man bør give landsdækkende.
I Danmark fødes cirka 450 børn om året med en hjertefejl.
Fejlen opstår under fosterets udvikling, og oftest ved man ikke hvorfor. De hyppigste hjertefejl er huller i skillevæggene mellem hjertekamrene eller fejl i anlæggelsen af hjertets blodkar eller hjerteklapper.
Projektet
- •
Fra 1. april 2016 blev alle nyfødte på Herlev-, Hvidovre Hospital og Rigshospitalet tilbudt hjertescanning.
- •
Hos 3-4 procent af børnene har forskerne fundet hjertefejl
- •
Projektet skal køre i to år
- •
Man regner med, at 30.000 børn bliver scannet under projektet
