Forsvarsanalytiker: Her skal F-16-fly gøre en forskel, hvis de sendes til Ukraine

USA vil tillade allierede at donere F-16-fly til Ukraine, og dermed er et af Zelenskyjs største ønsker et skridt tættere på at gå i opfyldelse.

I Ukraine har man længe håbet på, at landets antiluftskyts vil få hjælp af kampfly fra Vesten. (Foto: © ARIS MESSINIS, AFP or licensors)

Beslutningen om at sende F-16-kampfly til det ukrainske forsvar virker nu tættere på end nogensinde.

I går kunne fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) fortælle, at Danmark skal i gang med at træne ukrainske piloter til at flyve og kæmpe i F-16-fly. En træningsindsats, der skal ske sammen med flere andre vestlige lande.

Tilbage står naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt man også vil donere kampfly til Ukraine, da landet ikke selv råder over flytypen.

- Vi er åbne for at diskutere – når vi har lavet den træningsindsats – om vi skal gå skridtet videre og donere F-16-kampfly, lød det fra Troels Lund Poulsen.

Det forholder sig dog sådan, at skal man sende F-16-fly til Ukraine, så skal det godkendes af USA først, fordi det er der, flyet produceres.

Den sten på vejen er dog blevet sparket væk af præsident Joe Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, da han i morges meldte ud, at USA's vestlige allierede frit kan levere de amerikansk producerede F-16-kampfly til Ukraine.

- Efterhånden som træningen udfolder sig i de kommende måneder, vil vi samarbejde med vores allierede for at finde ud af, hvornår flyene skal leveres, hvem skal levere dem, og hvor mange, siger Jake Sullivan.

'Ukraine har brug for nye fly'

Og skulle F-16-fly fra blandt andet Danmark finde vej til kampene i Ukraine, så vil det være et tiltrængt løft af det ukrainske forsvar, siger Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet.

- Ukraine har brug for nye fly. De har et meget lille flyvevåben i dag baseret på gamle russiske fly, og de kan jo af gode grunde ikke få flere fly fra Rusland.

Først skal piloterne dog trænes.

- Det vil være en lang proces at opbygge F-16-kapaciteten i Ukraine. Både det at få nogen til at flyve dem, men også at få antallet højt nok til, at det kan hamle op med russerne, der har et flyvevåben, der er meget større end Ukraines, siger Anders Puck Nielsen.

Det er blandt andet russiske luftforssvarssystemer som det, der her er på militærøvelse i Belarus, som F16-flyene vil skulle kæmpe imod, vurderer Anders Puck Nielsen. (Foto: © VIKTOR DRACHEV, Scanpix Denmark)

Får Ukraine donationer af F-16-fly, skal de nyuddannede eller omskolede piloter kæmpe på en lang række forskellige områder i Ukraine, vurderer Anders Puck Nielsen.

- De skal løse en bred vifte af operationer - lige fra defensive missioner, hvor de skyder russiske krydsermissiler ned, til at operere ved frontlinjen, hvor de skal støtte de ukrainske styrker på landjorden.

- Og så skal de jo også tage kampen op med de russiske kampfly og russiske luftforsvarsstillinger ude ved frontlinjen, siger Anders Puck Nielsen.

Tvivler på, at kampfly vil blive brugt på russisk territorium

Ukraine har gennem længere tid efterspurgt vestligt producerede kampfly til brug i krigen mod Rusland.

Men i Vesten har man været tilbageholden med at donere våbentypen - blandt andet fordi de vil kunne udføre angreb på russisk territorium, som Vesten vil undgå.

- Det virker til, at aftalen for rigtig mange af de donerede våbensystemer er, at de må bruges på ukrainske territorium – også det, russerne har besat - men ikke på russisk territorium.

- Det virker til, at ukrainerne overholder de aftaler. Vi har ikke set dem bruge vestlige våbensystemer inde i Rusland.

Når det kommer til ukrainske producerede våbensystemer, har det dog været en anden sag, siger Anders Puck Nielsen.

- Jeg ser ikke for mig, at vi med de her kampfly vil se, at ukrainerne kan bruge dem på russisk jord, men det kan selvfølgelig frigive noget kapacitet fra missiler, de selv har produceret. Og dem kan de så bruge på russisk jord.

Kampene omkring Bakhmut er fortsat hårde. En amerikansk tænketank vurderede dog for i forgårs, at Ukraine har "det taktiske initiativ" på slagmarken omkring Bakhmut. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)

Seniorforsker: Vil udlægges som, at Vesten forlænger krigen

Ligegyldigt hvordan kampflyene vil blive brugt, så kommer den potentielle donation af kampfly til at bestyrke det billede af Vesten, der allerede er fremherskende i den russiske offentlighed.

Det vurderer seniorforsker hos DIIS, Flemming Splidsboel.

- Det, vi skal forvente, er, at de russiske myndigheder vil protestere og beskylde Vesten for at optrappe og forlænge krigen. Og at man vil finde nogle modsvar. Det er i hvert fald det mønster, vi har set tidligere, siger Flemming Splidsboel.

I Rusland lyder fortællingen jo, at man ikke bare kæmper mod Ukraine, men hele Vesten. Kan flydonationer blive brugt som et selvstændigt argument i den fortælling?

- Det kan det godt blive. Det kan i hvert fald bruges som argumentation for, at det er Vesten, der insisterer på, at Ukraine skal blive ved med at kæmpe.

- Noget af det, vi hører fra russisk side, er jo det her med, ”at Vesten er villig til at kæmpe til den allersidste Ukrainer”, fortæller Flemming Splidsboel.

Ved middagstid lød det da også fra Ruslands viceudenrigsminister, Alexander Grusjko:

- Vestlige lande løber en "kolossal risiko", hvis de leverer F-16-kampfly til Ukraine.

Det skriver Reuters.

Beslutningen om at træne ukrainske piloter er blevet betegnet som "historisk" af den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj.

Ifølge DR Nyheders forsvarskorrespondent, Mads Korsager, så har Danmark flyene, hvis man skulle beslutte sig at donere dem sammen med træningen af piloterne.

- Der er en pulje af brugte F-16-fly, der skulle have været solgt. De kan ret nemt sendes til Ukraine i stedet for at sælge dem, siger han.