GRAFIK Så omfattende er det historiske svineri med 2.000 ton byggeaffald

Fire mænd sidder i dag på anklagebænken i en sag om omfattende svineri med byggeaffald på Sjælland. Se her, hvor de anklages for at have smidt affaldet.

Mere end 2.000 ton – eller 2.000.000 kilo - murbrokker, metal og træ.

Så meget byggeaffald har fire mænd fra januar til oktober 2014 smidt på over 20 forskellige adresser rundt om på Sjælland og i hovedstaden.

Det er i hvert fald anklagerens påstand i en sag, der er startet ved retten i Glostrup i dag.

De fire mænd har lavet aftaler med private borgere om at rive deres huse ned og skaffe sig af med affaldet på lovlig vis. Alt sammen mod betaling.

Men det har de fire mænd, der alle er mellem 33 og 42 år, ikke gjort, påstår anklageren.

Tjent penge på svineriet

I stedet har de tjent penge på at køre affaldet væk i containere og læsset det af på private adresser, parkeringsarealer og i naturen. Andre gange har de gravet affaldet ned i stedet for at køre det på genbrugspladsen eller til pladser for farligt affald, lyder anklagerne.

De fire tiltalte nægter sig skyldige i anklagerne, der ikke kun omfatter overtrædelse af straffeloven ved at handle i strid med miljølovgivningen, men også omhandler hærværk, bedrageri, hæleri, tyveri, dokumentfalsk, overtrædelse af våbenbekendtgørelsen og brandstiftelse.

Retssagen kører over 22 dage, og der falder dom i slutningen af september.

På kortet kan du se, hvor anklageren mener, at de fire mænd har hældt affald af eller gravet affaldet ned.