Gymnasieelever: Vi bliver taget som gidsler i et politisk spil

Karakterkravet burde aldrig have stået centralt i gymnasieforhandlingerne, mener Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Forhandlingerne om en reform af gymnasierne er brudt sammen. (Foto: © Arkivfoto, DR Nyheder)

Politikerne sætter tilsyneladende valgkamp og politiske magtkampe højere end en yderst tiltrængt reform af landets gymnasier.

Sådan lyder reaktionen fra formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Mathilde Lynggaard Vinther, efter forhandlingerne om regeringens gymnasieudspil onsdag er brudt sammen.

- Vi bliver som gymnasieelever taget som gidsler - ja, hele gymnasieområdet bliver taget som gidsel - i et politisk spil omkring noget så latterligt som et karakterkrav, som forhandlingerne slet ikke burde have handlet om, siger hun.

Efterlyser flere ambitioner

Der har længe været uenighed mellem forligspartierne bag gymnasiereformen på en række punkter, og uenigheden om et nyt karakterkrav har været den største barriere for en bred, politisk aftale.

Men dermed har de altså lagt fokus helt forkert og sat ambitionsbarren alt for lavt, mener Mathilde Lynggaard Vinther.

- Forhandlingerne burde have handlet om, at vi har nogle ungdomsårgange, som skal have en ungdomsuddannelse, der skal være så god så overhovedet mulig, siger hun.

Mathilde Lynggaard Vinther mener, at det politiske fokus skulle have været at forny fagligheden, at videreudvikle eksamensformerne med blandt andet øget inddragelse af it og at give mere feedback til eleverne.

- Det er noget, der forskningsmæssigt giver mere mening, og det er noget, som vi i gymnasieverdenen har råbt på igennem længere tid. Og de ting burde politikerne koncentrere sig om i stedet for at snakke om, hvordan man kan udelukke flest muligt fra at blive gymnasieelever og køre et valgkamp-spil ind over forhandlingerne.

Blå blok stod stejlt på karakterkrav

Regeringen foreslog før påske at tage adgangskravene helt ud af forhandlingerne, så der kunne landes en aftale om alle de øvrige elementer i reformen, men det afviste de blå partier.

Mathilde Lynggaard Vinther ærgrer sig over, at der nu formentlig først vil ske større ændringer på området efter et folketingsvalg. Og samtidig advarer hun mod at fastholde adgangskravet i en form for 'sort skole-mentalitet'.

- Det er meget uambitiøst at sige, at man vil forbedre gymnasierne blot ved at udelukke folk på forhånd. Det er en tanke om, at man skal ekskludere nogle fra at få lov til at lære, og hvor karaktererne fra folkeskolen skal være meget determinerende for, hvad man kan lave i resten af sit liv.