Én operation og så er du rask.
Sådan lød beskeden for 40 år siden til forældre med børn, der havde fået diagnosen "en lille hjertefejl".
Men nu viser ny dansk forskning, at selv mindre hjertesygdomme bør følges livet igennem. I hvert fald er dødeligheden markant højere hos personer, som i barndommen blev diagnosticeret med en såkaldt lille hjertefejl.
80 procent højere dødelighed end kontrolgruppe
Undersøgelsen, som er foretaget af Dansk Register for Medfødte Hjertesygdomme, afdækker, hvordan det er gået 1.250 danske børn, der har fået stillet diagnosen mellem 1963 og 1974.
89 af dem døde i opfølgningsperioden. Det svarer til 7,1 procent, og er cirka 80 procent højere end i kontrolgruppen på 12.500 personer uden hjertefejl.
Knap en tredjedel af disse dødsfald er formentlig pludselige hjertestop, oplyser Hjerteforeningen, som finansierer Forskningen fra Dansk Register for Medfødte Hjertesygdomme.
Behandlingen er bedre i dag
- Selv små hjertefejl trækker spor gennem hele livet, siger Jørgen Videbæk, tidligere forskningschef i Hjerteforeningen og en af forskerne bag studiet.
Han tror dog ikke på, at det samme vil gøre sig gældende for de børn, der i dag modtager diagnosen. Det er Hjerteforeningens formand, overlæge dr. med. Henrik Steen Hansen enig i.
- Risikoen i dag er betydeligt mindre, og man har meget mere skånsomme behandlingsmuligheder, siger Henrik Steen Hansen til DR Nyheder.
Forebyggende hjælp kan være afgørende
Han håber, at forskningsresultaterne vil give anledning til, at man undersøger yderligere, om der er en sammenhæng mellem overdødeligheden og diagnosen af de små hjertefejl.
- Vi har i dag moderne behandlingsmuligheder, der kan hjælpe dem, der fik diagnosen som børn. Men det vil altså kræve, at man konsekvent genundersøger den her gruppe af mennesker.
De "gamle" hjertebørn er i dag mellem 40 og 60 år. Hvert år fødes cirka 500 hjertebørn med medfødt hjertefejl. Det svarer til én procent af en årgang.
