100. så mange stjerneskud kan du forvente at se, hvis du spejder op mod himlen en lille times tid mellem klokken to og tre natten til fredag.
For ikke nok med, at det er højsæson for stjerneskud. Natten til fredag passerer meteorsværmen Perseiderne Danmark, hvilket helt ekstraordinært vil få himlen til at lyse op af flere hundrede stjerneskud.
Men hvad er disse lysende raketter egentlig for en størrelse? Er der hele tiden stjerneskud på himlen? Og hvor skal man opholde sig, hvis man vil
være sikker på at se et stjerneskud?
Det har DR har spurgt astronom Lars Petersen. Han er leder af Orion Planetariet og gør hver dag interesserede klogere på astronomiske fænomener.
En sten på størrelse med en ært
Lars - jeg forstår, at der i nat er særlig god mulighed for at se et stjerneskud. Men hvad er egentlig et stjerneskud?
- Faktisk er det et lidt dumt navn, at det hedder noget med stjerne, for en meteor og et stjerneskud er det samme. En lille sten på størrelse med et sandkorn eller ært, som kommer fra solsystemet i en vældig fart.
- 100.000 kilometer i timen er dens hastighed, og det betyder, at den, lige så snart den møder jordens atmosfære, vil brænde op. Det lysspor, vi ser på himlen, er altså fra stenen, der brænder op.
Men hvad skal den lille sten da her i jordens atmosfære?
- Det er resterne af en komet, som består af is og sten. Og når den, i forbindelse med at være i kredsløb, møder solen, så smelter det øverste lag af den.
- Halen på stjerneskuddet er derfor fordampet is og småsten fra kometen.
Er der hele tiden stjerneskud på himlen?
- Der er cirka to- tre stykker i timen. Hvis man lægger sig ud på græsplænen og kigger op i himlen en times tid, kan man forvente at se to stjerneskud.
Et stjerneskud varer maksimalt fem sekunder
Nogle gange er man i tvivl, om det nu var et stjerneskud. Hvad er til at forveksle med stjerneskud?
- Det er helt rigtigt, at man tit kan være i tvivl om, om det nu var et stjerneskud. Blink fra fly kan godt snyde.
- Forskellen er dog, at et stjerneskud kun varer et par sekunder – og maks fem sekunder. Bliver det ved at blinke, er det således ikke et stjerneskud.
Øger en klar stjernehimmel sandsynligheden for at kunne se et stjerneskud?
- Ja. Mange stjerneskud er lyssvage, så jo mørkere, det er, og jo mere klar himlen er, jo bedre kan man se stjernerne.
Jo færre mennesker - jo bedre udsyn
Hvor i verden er der særligt mange stjerneskud at se?
- Ubeboede steder – ude i ørkenen eller i fjeldområder i Norge og Sverige. Når der er mennesker, er der også lyskilder – så jo færre mennesker - jo bedre.
Hvor er stjerneskud sjældne?
- I vestlige storbyer - New York, London og så videre. Der drukner stjernehimlen i baggrundslys.
Hvordan er udsynet i Danmark?
- Danmark er mellem. Det er ikke meget tæt beboet, til gengæld er her ofte overskyet. Rundt regnet er det hver fjerde nat, der er klar.
