I dag gives sidste stik: Læsø bliver Danmarks første færdigvaccinerede kommune

Læsø og andre småøer fik tidligere på året mulighed for at vaccinere hurtigere end resten af landet.

Klokken cirka 16.30 i eftermiddag bliver der skrevet historie på Læsø.

Her ryger den sidste nål i armen på en læsøbo og leverer et skud vaccine fra Moderna.

Dermed bliver Læsø den første kommune i landet, der har færdigvaccineret alle borgere over 16 år, der har takket ja efter at være blevet tilbudt en vaccine mod covid-19.

Og dét vækker glæde på den lille ø i Kattegat.

- Det er jo en festdag, siger Helle Carlsson Kunckel Christensen, der er forvaltningschef i ældre- og sundhedsforvaltningen i Læsø Kommune.

Tilbage er kun enkelte borgere, der er flyttet til øen efterfølgende eller af andre årsager ikke fik vaccinen i første omgang.

De får nu muligheden for at blive færdigvaccineret på fastlandet.

- Det er så godt at vide, at det vi fik lov at sætte gang i for mange måneder siden, nu er færdig. Vi er superglade og stolte over det, siger Helle Carlsson Kunckel Christensen.

'Nogle af mine venner er da lidt misundelige'

Kasper Lykke bliver den sidste af kommunens knap 1800 borgere, der får stikket.

Sammen med 140 andre læsøboere får han sin anden coronavaccination senere i dag.

- Det er fantastisk, siger den 42-årige chauffør.

Han døjer selv med astma, og derfor giver vaccinen en bedre tryghed i hverdagen. Og så er der i øvrigt også et par andre fordele ved nu at blive færdigvaccineret.

- Man har lidt flere muligheder for at gå ud at spise eller gå i træningscenteret, uden man skal tænke over at skulle testes hele tiden, siger han.

Hvis adressen ikke havde været på Læsø, kunne han ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinekalender have risikeret først at være færdigvaccineret midt i august.

- Vi kommer lidt foran i køen. Og nogle af mine venner er da lidt misundelige over det, siger Kasper Lykke.

Kasper Lykke bliver den sidste læsøbo, der bliver færdigvaccineret, når han senere i dag skal vaccineres med vaccinen fra Moderna. (Foto: © (Privat foto), DR Nórdjylland)

Læsøboerne fik en forlomme

I starten af maj fik beboerne på en række danske øer mulighed for at få deres vaccination tidligere end planlagt. Sundhedsstyrelsen gav nemlig grønt lys til, at man på småøer kunne afvige fra den rækkefølge for vaccination, der ellers gjaldt for alle andre danskere.

Det betød, at alle – uanset alder – kunne blive vaccineret. På Læsø var restgruppen af beboere, der endnu ikke var blevet stukket på daværende tidspunkt, cirka 700 personer.

Selvom der måske sad misundelige borgere på fastlandet, var beslutningen den rette ifølge Region Nordjylland, som Læsø hører under.

- Vi udnytter ressourcerne optimalt. Det kræver kræfter for både regionen, kommunen og lægerne på Læsø, hver gang vi skal til at vaccinere, og jo flere gange vi skal gøre det, jo flere gange kræver det et stort setup, fortalte regionsrådsformand Ulla Astman (S) til DR tilbage i maj.

På Læsø fik 350 borgere mellem 16-49 et skub frem i køen med beslutningen.

- Det er helt fair. Det betyder ikke noget for vaccineudrulningen i resten af regionen, og da det er mere effektivt, kan vi faktisk frigive hænder, til når vi skal til at vaccinere her på fastlandet, sagde Ulla Astman.

- Der er immervæk en sejltur på halvanden time hver vej, der skal tilbagelægges og nogle gange med ret små portioner af vacciner.

Godt for den kommende højsæson

Hvert år bliver Læsø besøgt at tusindvis af danske og udenlandske turister. Sidste år rundede øen 110.000 besøgende på bare seks uger i højsæsonen.

I år forventer man samme rykind, når ferien for alvor begynder. Og timingen af den sidste vaccination kunne næsten ikke være bedre for turistbranchen på øen.

- Det betyder, at vores gæster kan blive serviceret på bedste vis af vores ansatte i turisterhvervet, fordi de kan koncentrere sig om kunderne uden at skulle tænke på, at der er mulighed for at blive smittet med corona, siger Jens Rulle, der er turist- og erhvervschef på Læsø.

Selvom de lokale og besøgende forhåbentligt får meget med hinanden at gøre, er der i hvert fald ét sted, hvor man ikke kommer til at støde ind i hinanden, efter det sidste stik bliver givet på øen i dag.

- De afledte gode effekter er, at det ikke længere er læsøboerne, der står i køerne ved de teststeder, der er på øen. Så vores turister får også fuld adgang til at blive testet, fortæller Jens Rulle.