I klasseværelset hos 2. B på Standby Skole ved Frederikshavn er der i dag 18 tomme pladser.

Men klasselærer Amanda Stenbak Uldahl sidder alligevel ved katederet, for hun skal guide klassen igennem deres første dag nogensinde med onlineundervisning.

Samtidig skal hun også jonglere med et par elever, som er i nødpasning, og en 4.-klasse, som også skal undervises online.

Udover bekymring for om de digitale undervisningsportaler virker, så er der også andet, der fylder i tankerne.

- Jeg tror, en af de største udfordringer bliver at kunne se børnene, som jeg plejer. Det her med lige at kunne give en krammer, hvis de har haft en hård morgen eller lige sige ’nå, hvordan går det med dig i dag?’

- Jeg har prøvet at starte dagen med at spørge lidt ind til dem alle sammen og sige godmorgen med navn og lige sige ’Nå, du har vist ikke fået redt hår her til morgen?’ eller ’sidder du der med din kat’, så de alle sammen føler, at de er blevet set og talt med, siger Amanda Stenbak Uldahl.

Èn af eleverne i 2. B er 9-årige Carla Faldt. I dag må hun følge undervisning fra spisebordet i hjemmet lidt udenfor Frederikshavn.

- Jeg har det okay med at være herhjemme, men jeg vil meget hellere i skole. Jeg savner mest at komme ud og lege med mine klassekammerater. Det er det, jeg savner rigtig meget, siger hun.

Hos familien Saugmandsgaard i Struer er den yngste, Jakob på 8 år, lidt glad for at komme i hjemmeskole igen.

Men hans to større søskende, Jalte på 11 år og Julie på 13 år, synes begge, at det er kedeligt at være sendt hjem igen.

- Jeg synes, det er kedeligt, fordi man har gjort det så mange gange. Nu er man ved at være træt af det. Der er ikke rigtig noget hyggeligt over det i stedet for at sidde i skolen og lave noget fælles, sjovt arbejde, siger Jalte.

For Julie er det mest bare træls ikke at kunne være sammen med vennerne. Og så frygter hun, at hjemsendelsen bliver længere end til efter juleferien.

- Sidste år sagde de også, at de ville åbne op igen efter nytår, men det blev først til påske. Så jeg frygter lidt, at det samme sker igen.

Beskeden om endnu en omgang hjemmeskoling blev modtaget med et suk af børnens mor, Inge Saugmandsgaard.

Hun er ikke bekymret for børnenes indlæring, men mere bekymret for den sociale del. Især hvis nedlukningen fortsætter længere tid efter jul.

- Det er svært for børnene at forholde sig til. Vi voksne kan bedre forstå og acceptere det, siger moren.

Fra morgenstunden flød bordet hos familien Borregård i Ishøj med både skolebøger og computere.

William på 10 og August på 7 år skal begge undervises hjemme - og lillebror Vincent på 5 år er ikke i børnehave, fordi den er lukket. Så der er nok at se til for mor Helle Borregård.

- Jeg har tre børn hjemme til morgen. Vi har et skema, der skal følges, og jeg har et arbejde, der skal passes. Så det bliver et kæmpe puslespil, som skal gå op i dag, siger hun.

Selvom hun var forberedt på, at det måske blev til endnu en tur med hjemmeundervisning for hendes drenge, er hun ked af, at de nu igen skal sidde om bordet derhjemme.

- Jeg er virkelig trist over, at vi endnu engang sidder her. At det endnu engang er børnene, der skal udvise det her store samfundssind. Vi andre kan stadig få lov at bevæge os frit i samfundet, men vores børn kan ikke få lov at komme i skole. Det er jeg rigtig ked af.

For Helle Borregård føles det som et stort ansvar, der igen bliver lagt over på forældre som hende.

- Jeg er jo hverken skolelærer eller pædagog, og lige pludselig er det mit ansvar, at de får den læring, de skal have.

- Det kommer jo til at gå ud over mit eget arbejde. Det har jeg også forberedt min chef på. Så må jeg arbejde på andre tidspunkter, fordi jeg synes, det er børnenes skolegang, som er det vigtigste.

- Vi prøver at få det hele til at gå op, men jeg frygter allerede nu, at det bliver kaos herhjemme.