Influenza presser hospitaler på Sjælland

Region Hovedstaden melder om høj belægning og nogle steder overbelægning på grund af mange influenzapatienter.

Region Hovedstaden siger, at situationen er under kontrol, selv om man lige nu har ekstraordinært travlt. (Foto: © Morten Stricker, Scanpix)

Hospitalerne på Sjælland har i disse dage ekstraordinært travlt på grund af et stort antal influenzapatienter.

- Der er tale om høj belægning og i nogle tilfælde overbelægning som følge af, hvad vi betragter som en ekstraordinær situation, siger koncerndirektør i Region Hovedstaden Svend Hartling i en pressemeddelelse, hvor det dog understreges, at situationen er under kontrol.

- Patienter og pårørende kan risikere at blive generet af de udfordringer, som overbelægningen medfører. Det er selvfølgelig ærgerligt, men hvad der må forventes i en presset situation, som forhåbentlig snart bliver bedre, siger Svend Hartling.

Samme melding lyder fra Region Sjælland. Region Nordjylland oplyser, at de i øjeblikket ikke har øget travlhed, mens de resterende regioner ikke samler oplysninger om antallet af influenzapatienter.

Influenza-termen bliver brugt i flæng

På Statens Serum Institut kan man bekræfte, at influenzaaktiviteten er i stigning landet over, men nationalt set er det endnu ikke på et alarmerende højt niveau. At nogle hospitaler oplever et større pres skyldes ifølge Seruminstituttet, at influenzaen kan sprede sig i forskelligt tempo over landet.

Selv om mange lige nu har ondt i halsen, feber og er snottede, er det langt fra alle, der lider af influenza. Det kan også være noget af det forkølelsesvirus, der lige nu er i omløb, forklarer overlæge Thea Kølsen Fischer fra Statens Serum Institut.

- Influenza får skylden for al sygdom, der giver feber, snotnæste og ondt i halsen. Men influenza er, hvis man har rigtig høj feber og er banket helt ud i fire til fem dage, hvor man er nødt til at holde sengen, og næsten ikke magter at skrive en sms, siger hun.