I går blev isbryderen Danbjørn sat på et døgns udrykningsberedskab, og i morgen følger isbryderen Thorbørn trop.
Det kortvarige tøvejr har ikke hjulpet skibsfarten, og det kan bringe den første isvinter siden 1996 tættere på. Definitionen på en isvinter er, de store isbrydere er sendt i assistance i de større danske farvande.
Endnu er det ikke til at sige, hvor isbryderne i givet fald sætter ind.
Små færgeruter ligger stille
- Det kan blive ved Hals Barre ved Limfjorden, eller det kan blive i Lillebælt, Storebælt eller Øresund, siger isofficer, orlogskaptajn Kim Møller Petersen fra Søværnets Operative Kommando.
Enkelte mindre færgeruter ligger allerede stille på grund af isen, og fortsætter frosten, og kommer der vind, kan mange andre færgeruter til småøerne få problemer.
Flytter rundt på ismasserne
Formanden for Småøernes Færgeselskaber, Søren Adsersen fra Venø Færgefart, siger til Ritzau, at flere ruter har iværksat nødfartplaner.
- De seneste par dages blæst har flyttet rundt på ismasserne. Vestenvinden kan sende lidt varme op, men ikke nok til hurtigt at få has på den tykke is. Isen kan pakke sig hurtigt natten over og skabe voldsomme og pludselige isskruninger, siger Søren Adsersen.
