Justitsministeren forsvarer politiets indsats efter skyderier

Når bindegale mennesker tager en pistol og skyder, så er det ikke noget, politiet nemt kan bekæmpe, mener Søren Pape Poulsen.

- Man kan jo ikke sætte sig og kigge ind i glaskuglen for at se, hvem der sætter sig på en scooter med et våben i hånden, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om politiets muligheder for at stoppe skyderierne. (arkivfoto). (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Bandekonflikten i København har nu også udviklet sig til en lille konflikt mellem politikere og politiet.

Venstre kritiserer Rigspolitiet for manglende information om alvoren af bandeskyderier, og Socialdemokratiet venter på, at regeringen hurtigst muligt indkalder til forhandlinger om ekstra indsatser mod bandekriminalitet.

Imens forsikrer justitsminister Søren Pape Poulsen fra De Konservative om, at politiet nok skal få gerningsmændene arresteret inden for et par dage.

- Jeg vil godt understrege, at politiet jo er tilstede. Man har fundet våben, man ser selvfølgelig på, hvilke sager man kan rejse, og man efterforsker på livet løs, siger han.

- Men det er klart, når bindegale og vanvittige mennesker bare tager en pistol og skyder, så det er jo ikke noget, man lige kan løse fra det ene minut til det andet.

Manglende orientering?

Siden den 12. juni har der været 18 banderelaterede skyderier i hovedstadsområdet, og i løbet af det sidste døgn er to tilfældige unge mænd blevet skudt.

Københavns Politi betragter situationen så alvorligt, at politiet tidligere i dag holdt et pressemøde, hvor de appellerede til, at personer, som kender folk i bandemiljøet, griber ind.

På mødet opfordrede politiet også unge mænd til at være ekstra opmærksomme, når de opholder sig i udsatte områder, eksempelvis visitationszonen på Nørrebro, i Nordvest, Brønshøj og Husum, som er oprettet i kampen mod den eskalerende bandekonflikt.

Meldingen fra politiet ville Jakob Ellemann-Jensen, Venstres politiske ordfører, gerne have haft kendskab til, før han kunne læse den i medierne.

- Jeg kan godt forstå, at de dygtige og professionelle betjente er frustrerede.

- Derfor undrer det mig lidt, at vi fra politisk side ikke er blevet ordentligt orienteret om, hvor alvorligt den her situation er fra Rigspolitiet, siger han.

Skudepisoderne har fået flere partier til at foreslå, at Forsvaret skal hjælpe politiet med terrorbevogtning for at frigive betjente til kampen mod banderne.

Socialedemokratiet har i dag fremlagt fem forslag til at bekæmpe bandekriminalitet, og Mette Frederiksen venter på en invitation til diskutere indsatsen, så danskerne ifølge partiformanden igen kan føle sig trygge på gaden.

- Min opfordring er meget klar: indkald partilederne, Rigspolitiet, Københavns Politi, og borgmestrene for de byer, der er berørt. Så kan vi samlet se, hvad der er behov for, og hvordan bruger vi politiet bedst muligt, siger hun.

Minister: politiet gør alt, hvad de kan

I et interview med DR Nyheder forklarer Søren Pape Poulsen, hvad politiet gør lige nu for at stoppe bandeskyderierne, og hvad løsningen ifølge justitsministeren indebærer.

Politiet opfordrer nu unge mænd til at være forsigtige i visse kvarterer af København. Er der ikke tale om noget nær en falliterklæring fra politiets side her?

- Det er jo klart, at man føler sig utryg, når der bliver skudt, og når politiet siger, at man skal ekstra være opmærksom. Men jeg vil igen understrege, at politiet jo er tilstede og gør alt, hvad de kan, siger Søren Pape Poulsen.

- Men man kan jo ikke sætte sig og kigge ind i glaskuglen for at se, hvem der sætter sig på en scooter med et våben i hånden. Det, politiet gør lige nu, er at udvide visitationszonen, de efterforsker sagerne, de er massivt tilstede, og de får de ressourcer, de skal have, for at løse den her opgave.

Din regeringspartner Jakob Ellemann-Jensen mener, at Rigspolitiet ikke har informeret jer godt nok. Med 18 skyderier siden juni, hvor godt mener du så, politiet har styr på situationen?

- Politiet gør jo alt det, de kan, og så må vi bare opfordre til, at hvis borgerne ser det mindste, så tip og hjælp politiet.

- Hjælp os alle sammen i den her vanvittige situation, hvor der er nogle bandekriminelle, der åbenbart har tabt sutten fuldstændig, siger justitsministeren.

Hvordan skal man som ung mand i København forholde sig til, at politiet siger, man skal være forsigtig i visse bydele?

- Det er et spørgsmål om, at man dag for dag kommer nærmere, og politiet får anholdt de ansvarlige, siger han.

- Og så har vi jo netop vedtaget en bandepakke, som betyder, at de her mennesker kommer meget meget lang tid i fængsel. Det er jo bindegale mennesker. Der bare vælger at skyde.

Socialdemokratiet har også reageret på situationen - de har foreslået fem ting til at bekæmpe bandekriminalitet, eksempelvis tvangsfjernelse af børn. Hvad mener du om deres forslag?

- Det taler vi da gerne videre om, siger Søren Pape Poulsen.

- Men lige nu er jeg mere optaget af, at vi får stoppet skyderierne. Og får kigget på en langsigtet indsats med tvangsfjernelser. Lige nu er der behov for, at vi hjælper politiet, og støtter dem alt det, vi kan.