Selvom Kirkens Korshær i dag samler ind til sit sociale arbejde, så er det langt fra sikkert, at en raslebøsse-bærende indsamler vil ringe på døren hjemme hos dig.
Der er nemlig under halvt så mange, der har meldt sig til at samle ind for organisationen, som der var sidste år.
Derfor kan det blive svært at nå op på sidste års niveau, hvor det lykkedes Kirkens Korshær at samle omkring 3,5 millioner kroner ind, siger den daglige leder af Kirkens Korshær i Vejle, Jens Lundsgaard.
- Det er en lille smule op ad bakke. Vi kunne bruge ti gange så mange indsamlere, som vi har på nuværende tidspunkt, siger han.
- Stor velvilje til at støtte
Kirkens Korshær driver herberger, varmestuer og laver andet socialt arbejde i knap 30 byer rundt omkring i landet, hvor organisationen tilbyder de allermest udsatte en seng at sove i, et måltid mad og et bad.
Organisationen hjælper også børnefamilier med basale ting som madpakker og vinterjakker, og alene på Christianshavn i København smører Kirkens Korshær årligt 2.500 madpakker til skolebørn.
Det er kun anden gang, at organisationen holder landsindsamling.
Sidste år samlede 3.000 ind på landsplan, mens det registrerede antal i år er under halvdelen.
Pengene, som bliver indsamlet i dag, går til Kirkens Korshærs arbejde med hjemløse, fattige, ensomme og psykisk sårbare.
- Hvor meget, vi kan samle ind, afhænger af, hvor mange vi får ud at samle ind. Vi oplever en stor velvilje til at støtte vores arbejde, men vi har lidt svært ved at rekruttere indsamlere, siger Jens Lundsgaard.
Konkurrerer med andre indsamlinger
Kampagneleder for Kirkens Korshær i Aarhus Henriette Clausen oplyser, at der i dag er under 300 indsamlere på gaden i Aarhus, og at hun snildt kunne have brugt yderligere 700.
- Det betyder, at der er masser af folk i Aarhus, hvor der ikke bliver ringet på døren, og hvor vi ikke står med vores raslebøsser og kan få en donation og fortælle om vores sag, siger hun.
Kampagnelederen har også et bud på, hvorfor det har været svært at få nok indsamlere.
- Jeg kunne forestille mig, at det skyldes, at der i år er 17 indsamlinger, hvilket vil sige, at der cirka er en indsamling hver tredje uge. Jeg tror, at der er en mæthed i befolkningen, og jeg er bange for, at det er Tordensskjolds soldater, der hver gang er ude at samle ind både for Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og så videre, og som vi også forsøger at få fat i til vores indsamling, siger hun.