Kirsten sover med skærmen tændt hver aften: 'Modern Family har erstattet min efterskole-roomie'

Hver fjerde mellem 18 og 24 år har svært ved at sove, hvis ikke de har en skærm kørende.

Hver fjerde unge har svært ved at sove, hvis ikke der er en tændt skærm i sengen. For Kirsten Sforzini startede vanen, da hun stoppede på efterskole, og værelseskammeratens stemme forsvandt. (Foto: PRIVATFOTO)

19-årige Kirsten Sforzini åbner computeren, så snart hun kommer hjem fra arbejdsdagen i Lagkagehuset, og den følger hende hele dagen – også når hun skal i seng.

Velkendte serier som 'Modern Family' og 'Friends' er nemlig blevet en integreret del af hendes søvnrutine.

- Jeg sætter bare et eller andet på. Jeg har altid skærmen med i seng, og så får den lov til at køre natten lang, fortæller hun.

Og det er hun ikke alene om.

En ny undersøgelse lavet af Epinion for DR viser nemlig, at hver fjerde mellem 18 og 24 år har svært ved at falde i søvn, hvis ikke tv, tablet eller smartphone er tændt.

Samtidig svarer 19 procent, at de har en computer, tablet eller smartphone med sig i seng alle ugens syv dage.

En digital værelseskammerat

Kirsten Sforzini, der bor på Østerbro i København, blev for alvor en del af den statistik, da hun startede på gymnasiet.

- Jeg begyndte at have søvnproblemer, da jeg startede i gymnasiet. Jeg følte mig stresset og ikke god nok. Her gav stemmerne fra den serie, jeg så, mig en tryghed. Det holdt alle de andre tanker væk.

I 1.g manglede der nemlig noget, når lyset blev slukket, og dynen blev trukket op over hovedet.

- Jeg gik på efterskole, inden jeg startede i gymnasiet. Her vænnede jeg mig til at have en værelseskammerat, jeg kunne snakke med. I gymnasiet blev man pludselig meget alene om natten. Man kan sige, at 'Modern Family' erstattede min efterskole-roomie.

- Hold kæft, jeg er træt. Jeg har sovet ad helvedes til i nat, lyder det fra Emil Konstantinovitz.

De voksnes sut

På et kontor i Indre By sidder den 22-årige universitetsstuderende Emil Konstantinovitz og gaber højlydt.

- Det er den helt rigtige dag, I har taget fat i mig på. Hold kæft, jeg har sovet ad helvedes til.

Han hører også til gruppen af unge, der lader søvnen indfinde sig, mens der kører 'Friends', 'Alene i Vildmarken' eller YouTube-videoer på skærmen.

- Jeg har brug for noget baggrundsstøj, når jeg skal sove. Selvom jeg godt ved, at det fysiologisk burde gøre, at jeg har sværere ved at falde i søvn, så føler jeg, at der er nætter, hvor det er fysisk umuligt at sove uden skærmen.

Emil Konstantinowitzs' hverdag er fyldt med skærme, da han til daglig studerer Machine Learning på Københavns Universitet. Han tøver heller ikke med at kalde sig selv skærmafhængig.

Han oplevede ligesom Kirsten Sforzini, at der pludselig var et behov for at have en anden stemme i soveværelset, når ens faste sovepartner forsvandt.

- Det startede, da jeg gik fra min ekskæreste sidste forår. Det blev et redskab til at få tankerne på afstand og afhælpe den stress, jeg følte.

Det er ikke kun om natten, at Emil Konstantinovitz har gang i skærmene.

Også i løbet af dagen er øjnene ofte rettet mod computeren eller telefonen. Han tøver heller ikke med at kalde sig skærmafhængig i hverdagen.

- Vi er blevet gjort afhængige af vores skærme, og vi er blevet sindssygt ensomme. Det er jo også grunden til, at jeg ligger med den tændt, når jeg skal falde i søvn. De er blevet de voksnes sut.

Overrasket over konsekvenserne

Selvom Kirsten Sforzini ved, at skærmens blå lys er dårligt for hendes søvn, så er hun alligevel overrasket over, at den dårlige søvn kan føre til både hjerteproblemer, overvægt og indlæringsproblemer.

- Jeg havde hørt, at det påvirker søvnen, men jeg er overrasket over, at konsekvenserne kan være så voldsomme.

Danske Gymnasier oplyser, at konsekvenserne ved et stort skærmforbrug inden sengetid er en del af undervisningen i digital dannelse på landets gymnasier.

Det er dog ikke et billede Kirsten Sforzini kan genkende fra hendes egen gymnasietid.

- Jeg kan ikke huske, at jeg overhovedet er blevet oplyst om de konsekvenser, som I lige har fortalt mig om. Det ville jeg da gerne være blevet oplyst noget mere om.

Emil Konstantinovitz er modsat Kirsten Sforzini fuldt ud bevidst om de negative følger af dårlig søvn. Det er dog viden, han har måttet opsøge på egen hånd.

- Det er ikke noget jeg er blevet informeret om - hverken i gymnasiet eller på universitet.

Facebook
Twitter