Det trak overskrifter, da Københavns Kommune sidste år besluttede at sænke hastigheden på kommunens veje med 10 kilometer i timen.
Men skulle det blive til virkelighed, krævede det godkendelser fra politiet, som kommunen nu har fået den første af.
Valby og Vanløse er de første bydele, der har fået grønt lys til den lavere fartgrænse. Her kan kommunen nu gå i gang med etablere hastighedszoner, hvor man højst må køre 40 kilometer i timen. Det skal efter planen ske før sommer.
Bagefter kommer turen til resten af kommunen.
Årsagen ligger til dels i at få nedbragt støjforurening i København, men det altoverskyggende argument handler om trafiksikkerhed.
- Vi ved, at jo højere farten er, jo værre bliver skaderne på mennesker, hvis de kommer ud for en trafikulykke, fortæller Line Barfod (Ø), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.
Hun peger desuden på, at hun håber tiltaget kan få flere til at tage cyklen eller den kollektive transport.
FDM tror ikke på øget trafiksikkerhed
Tiltaget huer bestemt ikke bilisternes interesseorganisation FDM.
- Selvfølgelig er trafiksikkerheden vigtig, og vi skal have en høj trafiksikkerhed, siger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.
- Trafiksikkerhedsmæssigt tror vi ikke, at man opnår særlig meget. Blandt andet fordi de alvorlige ulykker allerede typisk sker ved svingmanøvre eller vigepligtsforseelse - altså situationer, hvor farten i forvejen er lav.
Han så hellere mere færdselspoliti på vejene, så de nuværende hastighedsgrænser og anden trafiklovgivning blev overholdt.
Ellers er løsningen nogle steder ifølge Dennis Lange at få bygget vejen om ved eksempelvis at tilføje vejbump. Derfor synes han, at kommunens planer for eksempelvis Valby er for omfattende.
Chefkonsulenten mødte os på en af de snart berørte veje i Valby. Han havde svært ved at se logikken i at ændre fartgrænsen netop dér.
- Lykkebovej, vi står ved, er en meget fin vej med adskilt fortorv, adskilt cykelsti og en midterrabat ude på vejen, som fodgængere kan benytte, hvis de skal over vejen, siger chefkonsulenten, som vores reporter talte med på en af de snart berørte veje.
- Jeg har svært at se det faglige argument for, trafiksikkerhedsmæssigt, at der er grund til at sænke hastigheden her.
Kommunen peger på gode erfaringer
Københavns Kommune oplyser, at de har "meget gode" erfaringer med zoner, hvor de allerede har forsøgt sig med at sænke hastigheden til 40 kilometer i timen.
Det har været på strækninger i områderne Sydhavnen, i Nordvest og på Østerbro, som de fik lov til at sætte gang i maj sidste år.
- Der er markant færre ulykker og også markant færre alvorlige ulykker, især for cyklister og gående, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Og spørger man Rådet for Sikker Trafik, så går de ind for at sænke farten på strækninger, "hvor der helt oplagt er risiko for ulykker".
- Så længe det drejer sig om de strækninger, hvor der helt oplagt er risiko for ulykker, og hvor der beviseligt er flere trafikulykker, så giver det rigtig god mening, siger Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Han understreger dog, at det største problem i den københavnske trafik er krydsulykker i myldretiden mod bløde trafikanter såsom cyklister.
- Og i myldretiden i København er det relativt få strækninger, hvor det overhovedet er muligt at køre med 50 kilometer i timen, siger han og påpeger, at de færreste tager et højresving med den fart.
- Men når det er sagt, så vil jeg sige, at selvfølgelig hjælper det, at man får sat hastigheden ned, så længe man gør det på de strækninger, hvor vi ved, at der finder ulykker sted.
Københavns Kommune forventer at have indført de sidste nye hastighedszoner inden udgangen af 2025.