Kommunalpolitikeres orlov koster millioner af dine skattekroner

Det er ifølge flere kommunalpolitikere tåbeligt og direkte absurd, at de under orlov har krav på løn i op til tre måneder.

På Københavns Rådhus har 21 af de folkevalgte medlemmer af borgerrepræsentationen haft orlov inden for de seneste to år. (© ColourBox)

At byråds- eller regionspolitikere får løn for deres tid, kommer nok ikke som en overraskelse for ret mange.

Men at den økonomiske gevinst også følger med i op til tre måneder, hvis politikerne trækker stikket ud og tager orlov, ja, det er måske mere overraskende. Og den mulighed benytter mange sig af.

Ifølge landets kommuner og regioner havde næsten 80 politikere benyttet sig af ordningen de seneste to år.

Det har kostet skatteyderne mere end en million kroner.

Får 80.000 kroner under orlov

Én af dem, som har fået betalt sin orlov, er Janus Paludan (Ø), der sidder i byrådet i Roskilde kommune.

Seks måneder efter han begyndte i kommunalpolitik, fik han et nyt job som gymnasielærer og søgte derfor om orlov. Mens han holder fri fra byrådet, får han betalt løn - 8.500 kroner om måneden - de første tre måneder af sin orlov. 25.000 kroner i alt.

Men fordi Janus Paludan også er formand for kommunens Klima- og Miljøudvalg ryger der næsten 50.000 kroner oveni puljen, og i alt får han derfor 80.000 kroner – for at holde fri.

- Jeg synes, det er absolut tåbeligt, at man giver et vederlag i den størrelsesorden, siger han.

Kunne ikke afvise penge

Selv når politikerne prøver at afvise pengene, får de dem.

Det lærte Finn Rudaisky, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti fra Københavns kommune, i hvert fald, da han tog fri i en måned for at rejse til USA og besøge sin datter – altså ren ferie.

- Jeg regnede med, at jeg selv skulle betale. Men jeg prøvede så at undersøge, om jeg kunne lade være med at modtage pengene, og det viste sig, at det kunne jeg ikke - jeg var faktisk tvunget til at modtage dem, siger Finn Rudaisky.

Politikere: Ellemann må gøre noget ved det

På Københavns Rådhus har Tommy Petersen, der blev valgt ind for Radikale forrige år, fundet ordningen så absurd, at han vil have den lavet om.

Sammen med politikere fra fire andre partier har Tommy Petersen valgt at indstille til Indenrigsminister Karen Ellemann (V), at reglerne skal laves om.

- Jeg synes ikke, det klæder hvervet som kommunalpolitiker at have sådan nogle ordninger, som på ingen måde afspejler samfundet, forklarer han.

Karen Ellemann siger i en skriftlig udtalelse, at hun gerne vil se nærmere på reglerne omkring vedlag for kommunalbestyrelsesmedlemmer, der er fraværende i en længere periode.

- Omvendt bliver det ikke mig, der kommer til at indføre bureaukratiske time for time registreringer. Man skal have forståelse for, at kommunalbestyrelsesmedlemmer er almindelige borgere, der på grund af arbejde, studie eller familie kan have helt legitime grunde til kortere perioder med fravær, skriver hun.

Du kan se mere meget om spild af danskernes skattekroner, når DR1 i aften kl. 20.45 viser andet afsnit i programserien "Spild af dine penge".

Har du også oplevet spild af offentlige kroner, vil vi gerne høre fra dig. Send os en mail på spild@dr.dk.