Kraftig stigning i antallet af idræts-daginstitutioner

På fem år er antallet næsten tredoblet.

I Børnehuset Ans farer børnene hjemmevant rundt på madrasser og hoppepuder. (Foto: © Dennis Olsgaard, DR)

I Børnehuset Ans, som er en børnehave, der ligger mellem Silkeborg og Viborg, er stuerne fuld af madrasser og hoppepuder. Der er også klatrestativer indendøre og ribber på væggene.

Institutionen er en af de mange nye idrætscertificerede daginstitutioner herhjemme. De får det særlige stempel af idrætsforbundene DIF og DGI i samarbejde med VIA University College, og det betyder, at institutionen tænker bevægelse ind i alle aktiviteter.

Efteruddannelse og fokus

- Det, at vi er idrætscertificerede, betyder, at vi skaber mere fokus på det hos de voksne, og det vil sige, at vi er blevet bedre til at understøtte børnenes bevægelse, forklarer institutionsleder, Malene Ringberg.

Og de er langt fra alene. I løbet af de seneste fem år er der næsten sket en tredobling i antallet af idrætscertificerede vuggestuer og børnehaver. I 2013 var der 155, i dag er der 442.

En idrætscertificering betyder, at alt personale i institutionen har modtaget efteruddannelse, og at det pædagogiske grundlag hedder idræt, leg og bevægelse.

Hanne Værum Sørensen er lektor og forsker på VIA University College. Hun har blandt andet forsket i børns fysiske aktiviteter i børnehaver, og hun kan kun finde positive ting at sige om udviklingen.

Dels smitter det af på børnene, når de møder voksne, der kan lide at bevæge sig.

- Børnene mærker, at det er sjovt at bevæge sig, og de voksne kan udfordre børnene mere.

Og så hjælper det på deres sundhed:

- Generelt er der rigtigt mange børn, som er for lidt aktive. Og hvis vi kobler det med børn, som lider af overvægt, så giver det rigtig god mening at gøre en særlig indsats.

Forbedrer indlæring

Også i forhold til børnenes evne til at lære nyt spiller den fysiske aktivitet en rolle, forklarer Hanne Værum Sørensen. Børnene bruger nemlig erfaringerne fra den fysiske aktivitet:

- Vi ved, at børn, der bevæger sig, har god balance og god koordinering, og de er også bedre til at koncentrere sig og fokusere. Har man øvet sig i dagevis i at komme op i det højeste træ, så bliver man jo god til at planlægge, lave delmål, overvinde skuffelser og holde fast. Og blive ved og ved. Det er rigtigt godt i alle mulige sammenhænge.

Giver mere ro

I Børnehuset Ans er de glade for deres aktive hverdag.

Pædagogisk assistent Kirsten Braüner oplever allerede, at børnene er blevet bedre til at koncentrere sig:

- Vi kan i hvert fald mærke, det kan give noget ro. Når vi har haft bevægelse først, har de nemmere ved at sætte sig ned og modtage beskeder.