Kunderne raser over juletræer i potte: 'Jeg er glad for, det ikke er flere penge'

100%Øko undskylder forsinkelserne og lover, at alle får deres træer.

Juletræer i potter er meget efterspurgte, men et firma er kommet i stærk modvind, da de ikke leverer træerne til tiden. (Grafik: DR Nyheder)

Firmaet 100%Øko har været meget i vælten den seneste uge.

De sælger nemlig juletræer i potter, og det har tilsyneladende tiltalt de danskere, som ønsker at leve bæredygtigt og sikre, at deres juletræ får et liv efter julen. Firmaet, der lover, at juletræerne vil blive genplantet i et skovområde i Taastrup og et nær Aarhus, har oplevet det de har kaldt 'en overvældende interesse'.

Men et eller andet er gået galt. Pengene er trukket fra købernes konti, men der mangler juletræer rundt om i de små hjem.

DR Nyheder har fået mange henvendelser fra utilfredse kunder, ligesom man også kan læse flere klager over 100%Øko på Trustpilot og Facebook. Flere kunder skriver, at de har politianmeldt selskabet, og at selskabet er fup.

Træet skal pyntes denne weekend, men...

En af dem, der endnu venter på et juletræ, er Tine Sørensen, speditør fra Vejle. Den 17. november bestilte hun et træ på 100%Økos hjemmeside, der skulle leveres den 28. november. Men der kom ikke noget træ.

- Det er rigtig træls. Jeg er glad for, det ikke er flere penge, vi har brugt. Men jeg håber, de kommer frem, giver folk deres penge tilbage eller leverer nogle træer, siger hun til DR Nyheder.

Familien har lovet den tre-årige datter, at juletræet skal pyntes i denne weekend. Så nu ser de ikke andet valg end at købe et helt almindeligt juletræ, som hun kan smide væk efter jul, og det ærger Tine Sørensen:

- Allerhelst vil vi jo bare gerne have det træ, men det tyder på, at det får vi nok ikke. Så jeg håber, vi får vores penge tilbage på et eller andet tidspunkt, siger Tine Sørensen.

Hun har sendt en klage til Forbrugerombudsmanden, men hun har ikke politianmeldt dem endnu.

Svar fra 100%Øko

DR Nyheder har spurgt salgschef i 100%Øko, Kristoffer Sparre, om folk kan regne med at få deres træer inden jul, og om de kan få deres penge retur, hvis de ønsker det:

- Vi har haft en dårlig start. Vi har ikke været gearet til den store efterspørgsel, vi har oplevet. Vi har haft nogle lagerudfordringer. Vi har været nødt til at leje et ekstra lager for at efterkomme efterspørgslen, siger han, inden han understreger, at man selvølgelig kan få sine penge retur, hvis man ønsker det.

Han håber, at de i starten af næste uge er på omdrejningshøjde med efterspørgslen og kan levere træerne inden for fristen. Firmaet har indtil videre solgt 8.000 træer, og cirka 10 procent af deres leverancer er forsinkede.

Det lille startup-firma har også været nødt til at opgradere på kundeservice, hvor de er gået fra en til tre fuldtidsansatte.

Der er mange kunder, der fortæller til os, at de ikke kan komme igennem til jer for at få deres penge retur. Hvorfor vil I ikke returnere pengene?

- Det vil vi meget gerne. Men vi får omkring 200 mails og opkald om dagen, så det er svært at nå dem alle samtidigt. Vi får også mange henvendelser fra folk, der vil bytte deres træ, fordi de er utilfredse med, hvordan toppen ser ud. Der er adresser, hvor vi har været tre gange allerede, siger Kristoffer Sparre.

Der er også kunder, der siger, at I sletter deres opslag på jeres Facebook-side, hvis de er kritiske overfor jeres produkt eller leveringstider. Er det okay at fjerne opslag blot fordi, de er kritiske?

- Det er rigtigt, at vi har fjernet fire opslag, der indeholdt trusler. Derudover skjuler vi henvendelser fra kunder, når vi har været i kontakt med dem og løst sagen.