Lægeformand: Deadline ringede, og morgenen efter landede der et tilbud fra Novo Nordisk

Artiklen er opdateret d. 24. maj kl. 18.54 med oplysninger fra Novo Nordisk.

Efterspørgslen efter Novo Nordisks nye slankemedicin Wegovy er enorm, og det vækker bekymring hos Dansk Selskab for Almen Medicin.

Ifølge selskabets formand, Bolette Friderichsen, er medicinen nemlig med til at sygeliggøre overvægt generelt, selvom et højt BMI langt fra er forbundet med sundhedsrisiko for alle.

Samtidig er hun bekymret over, at mange af dem, der beskæftiger sig med overvægt i læge- og forskningsverden, også er på lønningslisten i Novo Nordisk.

- Man får en tilknytning til og en loyalitet over for firmaet, siger Bolette Friderichsen, der frygter, at tilhørsforholdet går udover den kritiske sans.

Og hun er også selv blevet kontaktet af Novo Nordisk.

Det skete, efter at Deadline-redaktionen første gang rettede henvendelse til hende og Novo Nordisk med ønsket om at lave en udsendelse om Wegovy.

- Morgenen efter fik jeg et tilbud fra Novo om at være med i et advisory board. Det ville jeg få penge for, et ret pænt beløb.

Novo Nordisk: Området er reguleret

Fra Novo Nordisk understreger strategidirektør Camilla Sylvest, at området er reguleret, og at Novo Nordisk gør alt i henhold til de etiske retningslinjer, der er for medicinalindustrien.

- Vi holder os fuldstændig til retningslinjerne i forhold til, hvordan det her er reguleret. Det er ikke ualmindeligt, at vi har dialog med mennesker, der mener noget andet end os. Det er vigtigt for os at forstå, hvad det her betyder for de praktiserende læger, og hvad det er for nogle udfordringer, de har. Det gør vi også på andre områder.

Se hele indslaget om Wegovy med Bolette Friderichsen og Camilla Sylvest i Deadline på DR TV.

Efter denne artikels udgivelse har DR været i kontakt med Novo Nordisk, der afviser, at Novo Nordisks henvendelse til Bolette Friderichsen har nogen kobling til Deadlines henvendelse.

Novo Nordisk oplyser desuden, at beløbet der er tale om, er en timeløn på kr. 1.800,- og i alt kr. 8.100,- for deltagelse i et advisory board-møde.