Prædiken ved Anker Jørgensens bisættelse fra Grundvigs kirke – den 2. april 2016.
Skriftord: Kærlighedens lovsang
Forfatteren Ole Wivel fortæller i sine erindringer, at han sad netop her i Grundvigs kirke i 1955 ved Martin A. Hansens kiste og syntes i det øjeblik, at med hans død havde Danmark for en stund mistet bevidstheden om sig selv.
Jeg har det lidt på samme måde her i dag ved Ankers kiste, thi for mig var han identisk med det uopgivelige i Danmark, et samfund i solidaritet og dermed også i gensidig omsorg. Et engagement i den konstante menneskeliggørelse.
Jeg husker endnu et tv-interview en del år før, han blev landets statsminister, hvor han fortalte om sin optagethed af kunst og litteratur og i den forbindelse citerede fra Inger Christensens digtsamling, ”Det”:
Et samfund kan være så stenet,
At alt er en eneste blok,
Og indbyggermassen så benet,
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge,
Og hjertet er næsten hørt op,
Til nogen begynder at bygge,
En by der er blød som en krop.
For Anker var det ikke alene et godt digt, men en vision for ham selv, en politisk ambition, - politik som et menneskeliggørelsens ideal.
Der er i de mange nekrologer her ved Ankers død skrevet meget om, at han var på fornavn med hele folket, og det med rette, men det var jo ikke for at være populær, men fordi han forholdt sig til folket som et fællesskab af individer. Folk og individ var ikke modsætninger, men folket var de mange individer, og det måtte ikke glemmes.
Jeg fik et stærkt vidnesbyrd om dette for nogle år siden på plejehjemmet i Valby, hvor jeg vovede mig frem med spørgsmålet om, hvad han gerne ville huskes for. Jeg tror spørgsmålet kom bag på ham, og jeg tror også, at han syntes, at det ikke var et nævneværdigt begavet spørgsmål, så han tøvede lidt og spiste lidt mere flødeskumskage og måtte hjælpes lidt på gled. Jo, måske, og så var det, som om tankerne gik lidt på langtur, måske også længere, end både han og jeg kunne følge med, jo, der var jo danskerne, der sad som gidsler hos Sadam Husein i Irak, ”dem hjalp jeg jo hjem”, sagde han til sidst! Og jeg huskede kritikken og ironien i forbindelse med denne indsats fra mange kredse, og i samme øjeblik forstod jeg også, at det her handlede ikke om en pensioneret statsministers sidste indsats på den politiske scene, men en dyb sammenhæng med hele Ankers livssyn og politiske bestræbelser, at folket er de mange enkelt mennesker også, den enkelte udsatte og truede. Målestokken for det hele var den enkeltes integritet og værdighed. Og det handlede ikke alene om nogle danske gidsler i Irak. Han veg aldrig tilbage for at fremhæve både fællesskabet og det enkelte menneske og se det i relation til det, han selv var og ville. Jeg blev virkelig bevæget, da han med stor kærlighed fortalte om samværet med sine svigerforældre i Pindstrup på Djursland, og vi så billeder og talte om egnen og menneskene dér, om sammenhæng, gode minder, om de døde, som også hører vort liv til.
Alt begynder og slutter med det, en klog fransk filosof, Emanuel Levinas, har betegnet som ”ansigtets etik”. At i enhvers ansigt ligger der en fordring om så også at værne om dette menneske. Denne fordring – hævet også op over dagens nødvendige politiske arbejde – glemte Anker aldrig. Den var på en og samme tid et incitament og en inspiration.
Eller med den norske digter, Arnulf Øverlands ord:
Noget er større end dig. Der er bjerge med sne.
Der er dyrere ting end dit liv. Du skal kæmpe for det!
Men du skal ikke trampe på den, som er sunket i knæ.
Politik hører dagen og dens krav til, og det skal gøres og ikke et ondt ord om det, men hos Anker levede det politiske engagement af noget, der er større. For Anker var det – igen med Øverlands ord, ”det var en indre sans for selvrespekt og hæder,… det var en lov, men ingen lære”.
Og nu er vi her i dag for at mindes og sige tak for alt det, han gav. Jeg synes egentlig, at Ronald Als i den grad ramte plet med sin tegning i Politiken dagen efter Ankers død. Václav Havel, Stauning, Olof Palme og Willy Brandt, der har holdt en plads, en stol til Anker. Jeg kom til at tænke på Grundtvigs ord, ”og at du stol har sat til mig i dine lyse sale”, og det er næppe Christiansborg, vi her skal tænke på, for der kan der godt være lidt halvmørkt. Hvor de lyse sale så er, er der ingen, der ved.
Anker ville heller ikke rigtig tale om sin bisættelse. ”Du finder nok noget at sige”, sagde han, ”og jeg kan alligevel ikke høre det! Og det med religion og tro, ved du, er ikke ligefremt mit område.”
Nej, ikke hvis vi tænker i dogmatiske anskuelser og den såkaldt rette tro, men vi kan godt nævne, hvad der på det område virkelig kommer an på, nemlig at troen er friheden, glæden ved at turde være, hvad livet vil gøre én til, og det er faktisk, hvad det kommer an på, i rummet her og i hver enkeltes liv.
På den måde var Anker for mig virkelig et troende menneske, fordi han ejede glæden og friheden ved at turde være den, han var.
Og således blev han en gave til os alle, og til det danske folk.
Amen.