Vi lever længere, og derfor er det politisk blevet besluttet, at vi også skal arbejde længere.

Men der er stor forskel på, hvor hårdt vores arbejdsliv slider på os.

I denne artikel kan du møde folkeskolelæreren, der endte på førtidspension efter langvarig stress, og efterlønsmodtageren, der måtte tage stærke, smertestillende piller for at klare de sidste år af sit arbejdsliv.

Du kan også møde den 72-årige læge, som slet ikke vil på pension, og den 47-årige slagter, som har beholdt sin efterløn for at kunne trække sig tidligere tilbage.

47-årige Søren Olsen kom i lære som slagter for 32 år siden. For cirka et årti siden sadlede han om og uddannede sig til murer. Begge brancher har sat deres spor på hans krop.

I dag skal man være mindst 65,5 år for at kunne gå på folkepension, men politikerne har besluttet, at folkepensionsalderen skal stige gradvist, og Søren Olsen kan tidligst gå på folkepension, når han fylder 68 år.

- Jeg har ikke turdet at skille mig af med min efterløn, så jeg har heldigvis mulighed for at gå fra før, hvis det bliver nødvendigt, siger han.

Søren Olsen har slidgigt i tommelfingre og knæ og lider af det, som kaldes hvide fingre, der er smertefulde kramper, som rammer, når fingrene bliver kolde.

I dag er han tilbage i slagterjobbet, denne gang i et supermarked i København.

- Om onsdagen spiller jeg billiard med nogle af mine venner fra murerfaget, og når jeg ser dem gå rundt med deres skavanker, kan jeg tydeligt se, hvor hård en branche det er.

Når arbejdslivet slutter før tid, skyldes det langt fra altid fysisk nedslidning.

Som engageret lærer i udskolingen brændte den i dag 52-årige Lene Riisager for sine elever, for samfundsfag og for god, dansk litteratur som Tove Ditlevsen og Henrik Pontoppidan.

Faktisk så meget, at hun efter 27 år i faget brændte helt ud.

- Jeg kunne ikke finde ud af at gøre mit arbejde halvt. Set i bagklogskabens lys burde jeg måske være stoppet op, men da jeg stod i det, kunne jeg ikke.

For ti år siden besvimede Lene Riisager midt i en time. Hun kom på hospitalet og fik at vide, at hun havde stress. Hun vendte tilbage til arbejdet i folkeskolen, men for to år siden sagde kroppen endegyldigt stop.

Lene Riisager, der bor i Børkop, blev indkaldt til samtaler og kæmpede for at beholde sit job, men i sommeren samme år modtog hun en fyreseddel. Hun var blevet til "en driftsforstyrrelse", lød fyringsårsagen.

Sidste sommer blev hun tilkendt en førtidspension.

- Mit selvbillede krakelerede fuldstændig, for jeg var jo Lene, et energibundt, som var tillidsmand, underviste elever og var med i bestyrelser.

- Jeg synes, det er flovt, at jeg ikke kan bidrage længere. Og jeg har ikke sagt det til ret mange. At nu er jeg endt på førtidspension.

På Fanø har arbejdslivet behandlet den 72-årige praktiserende læge Ulrik Kirk mere nænsomt. Han har ladet folkepensionsalderen passere uden videre notits og kan slet ikke bære tanken om ikke at arbejde længere.

Sådan har hans 68-årige kollega det også. Sidste år satte de deres lægepraksis til salg for at lade yngre kræfter tage over. Når det lykkes dem at sælge, håber de begge på at kunne fortsætte med at arbejde i praksissen.

- Jeg føler mig stadig som en 50-årig, og det er en fornøjelse at gå på arbejde hver dag, siger Ulrik Kirk.

I dag er folkepensionsalderen ens for alle, men Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil gå efter at lande en aftale, hvor nedslidte får lov til at trække sig tilbage før andre.

Det er der god ræson i, hvis man spørger Ulrik Kirk.

- Sådan en som mig kommer let til sin indtægt og må gøre noget i fritiden for ikke at kalke fuldstændigt til. Det er helt modsat dem, som for eksempel knokler rundt hele dagen og gør rent nærmest uden at få penge for det.

For Karen Marie Nielsen fra Tranbjerg endte arbejdslivet efter 28 års lagerarbejde, reparationer af maskiner, nattevagter, tunge løft og hektiske arbejdsdage på en fabrik.

De sidste tre år af sit arbejdsliv måtte hun tage de stærkt smertestillende piller Tramadol både før arbejde og hen mod slutningen af sine vagter. Ellers gjorde det for ondt i ben, ryg og nakke til at arbejde – og til at sove, når hun kom hjem.

- Til sidst forsøgte jeg bare at holde det ud og holde den gående, siger hun.

Karen Marie Nielsen havde set frem til at gå på efterløn som 60-årig, men så blev aldersgrænsen hævet med tre år. Så længe holdt hun ikke.

For halvandet år siden blev de fysiske gener for voldsomme, og da hun måtte gå før tid, gik hun samtidig glip af en del af sine efterlønspenge.

I dag forsøger Karen Marie Nielsen fortsat at komme af med de fysiske minder om sit arbejde gennem ugentlig genoptræning, fysioterapi og depotmedicin mod smerterne.

- Den morgen, jeg skulle søge min efterløn, måtte min fagforeningskonsulent næsten samle mig op ude på trappen, fordi jeg var ved at kollapse fuldstændig, fortæller hun.