Lis Sørensen synger til Anker Jørgensens bisættelse

Flere musikalske indslag er annonceret ved Anker Jørgensens bisættelse, blandt andet skal Lis Sørensen synge 'Stille før storm'.

Det er blandt andre den danske sanger og sangskriver Lis Sørensen, der skal synge til Anker Jørgensens begravelse. (Foto: © MADS NISSEN, Scanpix)

Når Anker Jørgensen i dag bliver bisat fra Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København, bliver det endelige farvel med den tidligere statsminister blandt andet markeret med sang fra Lis Sørensen.

Sangerinden, som skal synge sangen "Stille før storm" er et af de musikalske indslag, der er planlagt som en del af bisættelsen.

Det er efter familiens ønske den tidligere biskop i Aarhus Kjeld Holm, som skal stå for bisættelsen. 400 særligt inviterede gæster vil deltage i bisættelsen klokken 13, mens der er gjort klar til i alt 1.300 mennesker i den københavnske kirke.

Efter begravelsen afholder Socialdemokraterne i samarbejde med Anker Jørgensens familie et mindearangement på spillestedet Vega på Vesterbro i København. Her er alle velkomne.

Og endelig klokken 18 er der planlagt en stor mindehøjtidelighed på Christiansborg Slotsplads, hvor blandt andre Allan Olsen, Mattias Kolstrup, Peter A.G. og Per Frost vil spille musik. Her er alle også velkomne.

Anker Jørgensen var Danmarks statsminister fra 1972 til 1973, efter daværende statsminister Jens Otto Krag var trådt tilbage, ligesom han bestred posten fra 1975 til 1982, hvor han stod i spidsen for fire regeringer.