Døvefilm stod til at skulle lukke øjeblikkeligt, da deres tilskud var fjernet fra udkastet til finansloven. Men nu kan de cirka 3--4.000 døve danskere, der taler tegnsprog i hverdagen, alligevel se frem til at få deres informationer ved hjælp af tegnsprog.
Det viser sig, at Døvefilm alligevel har fået en plads i budgettet for 2018, og kan fortsætte takket være en uændret bevilling i de kommende år.
- Det er en fantastisk aften. Døvefilm er reddet. Det betyder alverden for os døve, skriver Døves Landsforbund på Twitter.
https://twitter.com/DDL1935/status/939238482286915585?ref_src=twsrc%5Etfw
Døvefilm havde allerede afskediget de 22 medarbejdere som en konsekvens af den ventede lukning per 2. januar.
Så meldingen vækker glæde hos institutionsleder hos Døvefilm, Mette Bergqvist.
- Det er virkelig gode nyheder. Det har været fuldstændigt nervepirrende, fordi det bare trak ud. Vi har været i tvivl om, hvor vi stod siden 29. august.
- Vi har arbejdet hårdt for at komme tilbage i samarbejde med Danske Døves Landsforbund. Vores håb var, at vi ville komme tilbage på finansloven, så det er fantastisk, det er lykkedes, siger Mette Bergqvist.
En livsnerve for døve
Døvefilm har fået offentlig støtte siden 1963, og beløbet har ligget stabilt siden 2004. I 2018 bliver de tildelt støtte på 7,1 millioner kroner, i 2019 7,0 millioner kroner, i 2020 6,8 millioner kroner og 6,7 millioner kroner i 2021 og frem.
Mette Bergqvist håber nu, at der er ro på for de kommende år, så Døvefilm ikke skal ud og kæmpe for støtten hvert år. Hun mener stadig, at Døvefilm har sin berettigelse.
- Det gør en kæmpeforskel for døve seere. De har mulighed for at se et program på deres modersmål, og det giver mulighed for at få et indblik i problemstillinger, der ikke bliver taget op andre steder. Det giver især muligheder for dem, der ikke begår sig så godt på nettet. Det er en livsnerve for døve, at vi stadig er på, siger Mette Bergqvist.
Hun forventer, at 21 af de 22 fyrede medarbejdere nu genansættes, og at Døvefilm kan fortsætte som hidtil. Kun en praktikant har i den mellemliggende periode fundet en anden praktikplads.
Rettelse: Oprindeligt stod der i denne artikel, at der var 4.000 hørehæmmede i Danmark. Ifølge Danske døves landsforbund er der i Danmark 3.000-4.000 døve, som taler tegnsprog i hverdagen, og ifølge Høreforeningen er der mindst 800.000 danskere har problemer med hørelsen, hvoraf cirka 8.000 er døvblevne eller næsten ingen hørelse tilbage og har brug for tolkeservice.