Lykke Friis har været klima- og energiminister, prorektor for Københavns Universitet og europapolitisk chef i Dansk Industri.
Nu bliver hun avisjournalist. Hun bliver Berlingskes korrespondent i Tyskland, og skal 'dække Tyskland og se ud på Europa'.
Lykke Friis flytter til Tyskland i løbet af efteråret.
Hun kalder jobbet for en ungdomsdrøm.
Passion for tysk fodbold
- Jeg glæder mig meget til at bringe læserne endnu tættere på Tyskland, lige fra politik til tysk kultur, siger Lykke Friis.
Ud over sin ivrige formidling af EU-stof og tysk politik er Lykke Friis kendt for sin store passion for fodbold, særligt den tyske af slagsen.
Hun har en ph.d. i international politik og meldte sig ind i Venstre, da hun blev udnævnt til minister i 2009.
Hun blev valgt til Folketinget i 2011, men udtrådte, da hun blev udnævnt til prorektor for Københavns Universitet i 2013.
/ritzau/
