Margrethe blev gladere for sit job: Sådan fik arbejdspladsen bugt med stress

På ungdomscentret Knudmosen i Herning dyrker medarbejderne sport i arbejdstiden for at forhindre stress.

(© Omid Jafi/DR)

- Vi har fået lov til at gøre noget godt for os selv og vores krop. Det giver bedre velvære og mere energi, og det kommer der bedre arbejde ud af.

Sådan lyder det fra Margrethe Gull Brandt, der arbejder som pædagog på Ungdomscenter Knudmosen i Herning. Her har man de seneste år gjort en stor indsats for at forbedre trivslen på arbejdspladsen.

- Det gør også, at arbejdet ikke kun er professionelt. Vi kommer tættere på hinanden og får et bedre fællesskab. Det har også gjort, at man i dag faktisk godt tør spørge sine kolleger om, hvordan de har det, siger Margrethe Gull Brandt.

Skal kunne se en mening med jobbet

Et bedre fællesskab blandt medarbejderne er netop noget af det, man i ledelsen har ønsket, fortæller forstander Mette Bonde.

For nogle år siden var ungdomscentret plaget af dårlig trivsel blandt medarbejderne, og flere af de ansatte sygemeldte sig med stress. Det fik ledelsen til at revurdere den måde, tingene blev gjort på.

- Vi havde måske fokus på noget andet end det, vi burde have fokus på. Vi syntes, vi udsendte en masse information via nyhedsbreve, og vi var åbne omkring, hvad der foregik, men det var ikke den type information, medarbejderne havde brug for, siger Mette Bonde.

Derfor begyndte man med forskellige tiltag, der skulle forbedre forholdene for medarbejderne. De fik lov til selv at være med til at definere den nye strategi. Derudover blev der afsat to timer om ugen til at lave noget socialt, og der blev holdt flere individuelle samtaler med medarbejderne.

- Hver enkelt skal kunne se en mening med lige præcis det, de gør, og vi skulle finde ud af, hvad den enkelte brænder for. Og når medarbejderne så også får lov at dyrke motion sammen, gavner det fællesskabet, siger Mette Bonde.

Ved at lytte mere til medarbejderne og skabe et rum, hvor de kan få et bedre fællesskab, har man på Ungdomscenter Knudmosen lykkes med at vende bøtten og få bedre trivsel på arbejdspladsen, fortæller forstander Mette Bonde. (Foto: © Omid Jafi, DR)

Mange føler sig psykisk pressede

Nye tal viser, at lidt mere end halvdelen af ansatte over 50 år oplever, at de er psykisk pressede på arbejdet. De er presset på tid, og der er ikke balance mellem krav og ressourcer.

Blandt de medarbejdere, der arbejder med andre mennesker, service og omsorg, tegner der sig et endnu værre billede. Her er det næsten to ud af tre, der svarer, at det er psykisk hårdt at gå på arbejde.

Og når man føler sig psykisk presset, er konsekvensen på kort sigt, at man leverer et dårligere stykke arbejde, og at man måske ender med at sygemelde sig.

- Nogle kan måske skifte arbejde, andre ender med at ryge ud af arbejdsmarkedet på en eller anden form for førtidspensionsordning eller bare forlængede sygedagpenge, siger Peter Hasle, der er professor og specialist i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet.

I dag dyrker medarbejderne på ungdomscentret motion i arbejdstiden - heriblandt fodbold. Det hjælper dem til at få et bedre fællesskab. Her er det Marianne Gull Brandt, der er i fuld gang. (Foto: © Omid Jafi, DR)

Færre sygemeldinger med stress

Ifølge tallene kan næsten hver fjerde over 50 år dog godt se sig selv blive længere på arbejdsmarkedet, end de havde tænkt sig, hvis der bliver gjort noget for at gøre den psykiske belastning mindre.

Heldigvis har de forskellige tiltag på Ungdomscenter Knudmosen haft en kæmpe betydning for medarbejderne, og i dag er der ikke nogen, der er sygemeldt med stress. Især det fællesskab, der er opstået på grund af sociale aktiviteter, har hjulpet.

Medarbejderne har lært hinanden at kende på andre måder, og i den seneste trivselmåling blev arbejdspladsen vurderet helt i top.

- Det professionelle smelter jo sammen med det personlige. Vi er ikke kun mennesker, der går på arbejde. Hvis man tager en identitet på, når man går på arbejde, så brænder man ud, siger forstander Mette Bonde.

De ændrede arbejdsforhold har også haft positiv virkning for Birgit Kristensen, der har været lærer på stedet i mange år. Og hun har oplevet, hvordan det er at tage af sted på arbejde, når man ikke trives.

- Jeg kan godt lide at have travlt, og jeg kan godt lide at have nogle udfordringer, men jeg oplevede i en periode, at jeg blev ked af det, når jeg tænkte på mit arbejde. Det var rigtig grimt, jeg var trist, irriteret og kunne ikke sove om natten, siger hun.

For Birgit Kristensen har det haft stor betydning, at hun selv har haft indflydelse på sin rolle på arbejdspladsen. - Nu ved jeg, hvorfor jeg går på arbejde, siger hun. (Foto: © Omid Jafi, DR)

Det har i høj grad hjulpet hende, at medarbejderne selv har været med til at definere deres opgaver, og at de er kommet tættere på hinanden som kolleger.

- I dag ved jeg, hvad min opgave er, jeg kender rammerne, og det er blevet mere synligt, hvad det er, vi skal. I dag glæder jeg mig til at gå på arbejde, og jeg glæder mig til at møde både de unge og mine kolleger, siger Birgit Kristensen.