Det vækker stor undren på Christiansborg, at spansk politi formentligt har taget fejl af to oprørsgrupper i Ahmed Samsams terrorsag fra Spanien.
Samsam kæmpede for gruppen Kataib Al Iman, men spansk politi har undersøgt gruppen Kataib al-Imam Ali - og trods ligheden i navnene har grupperne intet med hinanden at gøre.
Ifølge spansk politi eksisterede oprørsgruppen, som Ahmed Samsam påstod at være en del af, slet ikke, da han tre gange tog til Syrien for at kæmpe i årene 2012-2014, men det var altså, fordi man undersøgte en helt forkert gruppe.
Gruppeformand i Enhedslisten Peder Hvelplund mener, at det er en hovedrystende historie og "simpelthen skandaløst".
- Det tyder på, at de danske myndigheder ikke har bistået Samsam. Det har haft temmelig dramatiske konsekvenser, og i sidste ende kan det have betydet, at en borger nu på sjette år kan have siddet fængslet på et urigtigt grundlag. Jeg synes, det er en skandale, siger han.
- Nu viser det sig, at dommen kan hvile på nogle falske præmisser. Det er altså særdeles alvorligt.
Siden regeringsdannelsen har justitsminister Peter Hummelgaard (S) holdt fast i, at regeringen ikke ønsker Ahmed Samsams sag undersøgt af hensyn til efterretningstjenesternes arbejde.
Omvendt ønsker oppositionen Samsams sag undersøgt. Det gælder hele forløbet omkring både dommen i Spanien og hans tilknytning til danske efterretningstjenester.
- Jeg synes, de her oplysninger er temmelig opsigtsvækkende, og det er klart, at det er noget, der vil komme til at indgå i forundersøgelsen, siger Peder Hvelplund.
DD: Regeringen må ud af busken
Ahmed Samsam har stævnet Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste for at få tjenesterne til at anerkende, at han arbejdede for dem, mens han var i Syrien.
Samsams modpart i den sag er statens advokat, Kammeradvokaten.
I et centralt dokument for den sag – det såkaldte svarskrift – fremhæver Kammeradvokaten også den del af den spanske dom, som ifølge DR's research hviler på fejlagtige oplysninger om den syriske oprørsgruppe.
Danmarksdemokraternes gruppeformand, Peter Skaarup, mener, at de nye oplysninger understreger behovet for en tilbundsgående undersøgelse af forløbet omkring Samsam.
- Det er meget uheldigt, at der sker fejl i den her slags sager. Specielt i terrorsager er det virkelig, virkelig vigtigt, at alt er, som det skal være.
- Vi står i den situation, at sagen er så omdiskuteret, så vi må bede om, at regeringen hurtigst muligt får afklaret, om der er sket fejl, og hvad det betyder for sagen, lyder det fra Peter Skaarup.
Samira Nawara er medlem af Granskningsudvalget for De Radikale, og hun forstår ikke, hvorfor regeringen modsætter sig en undersøgelse.
- Jeg mener, at det her bør indgå som en væsentlig del af forundersøgelsen, vi har iværksat, og få justitsministeren til at forholde sig til det, siger hun.
Det er ikke kun på Christiansborg, at man undrer sig over, at politiet efter alt at dømme har taget fejl af to grupperinger.
Advokat: 'Yderst betænkeligt'
Forsvarsadvokat Mette Grith Stage repræsenterer jævnligt tiltalte i terrorsager. Hun mener, at forvekslingen kan have haft stor betydning for vurderingen af beviserne i sagen.
- Hvis det er noget, retten har lagt vægt på, så er det jo ikke ligegyldigt. Så er det jo noget, der har haft en betydning for domfældelsen af Samsam. Derfor er det da yderst betænkeligt og virkelig et kæmpe retssikkerhedsmæssigt problem, at der er lavet den her fejl, siger hun.
Mette Grith Stage vurderer, at der umiddelbart kan være grundlag for at få sagen genoptaget.
- Det ville jo være et argument for, at man skrev til Den Særlige Klageret for at få sagen genoptaget.
Den Særlige Klageret er en særlig domstol, der kan beslutte, at straffesager skal genoptages. Det kan eksempelvis være, hvis der dukker nye og væsentlige beviser op i en sag.
Venstre henviser til tjenesternes arbejde
DR har forelagt kritikken for Guardia Civil, der efterforskede Ahmed Samsams sag. Politiet i Spanien er ikke vendt tilbage på henvendelserne.
DR har forelagt Kammeradvokaten informationerne om forvekslingen, der dog ikke ønsker at udtale sig, men i stedet henviser til FE og PET.
De to tjenester oplyser, at man ikke har nogen kommentar.
DR har også forsøgt at få en kommentar fra justitsministeren, men heller ikke han har ønsket at svare på kritikken.
Morten Dahlin, der er regeringspartiet Venstres medlem af Granskningsudvalget, har ikke ønsket at stille op til interview.
I en skriftlig kommentar udtaler han, at "Venstre fortsat mener, at spørgsmål om denne sag bør behandles inden for de rammer, Folketinget selv har vedtaget for indsigt og kontrol med efterretningstjenesterne".
- Det er nu engang den måde, vi bedst sikrer balancen mellem demokratisk kontrol og det fuldstændige nødvendige behov for, at vores efterretningstjenester kan fungere uden fuld offentlighed om deres arbejde.
Moderaterne er ikke vendt tilbage på DR's henvendelse.
