De danske skraldespande er fulde af brugte batterier, udtjente hovedtelefoner, ure, sparepærer og andet affald, vi har haft genbrugsordninger for i årevis. Det fremgår af en ny ph.d.-afhandling fra DTU, skriver Ingeniøren.
Den ph.d.-studerende Marianne Bigum gennemsøgte affaldet fra 3.129 danske husstande i 12 kommuner og opdagede, at 39 pct. af de batterier, danskerne kasserer, havner i skraldespanden.
Det er ni batterier pr. husstand om året. Og 16 procent af elektronikaffaldet ryger samme vej:
- Det er rigtig, rigtig dårligt. Jeg forstår det ikke, for batterier fylder jo ingenting under køkkenvasken, siger Marianne Bigum til Ingeniøren.
Vi tror, vi afleverer batterierne
Hendes undersøgelse står i skarp kontrast til, hvad vi selv hævder, vi gør ved affaldet. Hele 90 pct. af danskerne svarer i en undersøgelse fra Miljøstyrelsen, at de benytter indsamlingsordninger til batterier.
Hos DPA-System, der administrerer producenternes betaling for indsamling af bl.a. batterier og elektronikskrot, genkender informationskoordinator Susan Christensen danskernes dårlige vane:
- Det er lidt frustrerende. Det nytter ikke noget, at vi har fine strategier, hvis vi ikke kan leve op til dem, siger hun til Ingeniøren.
Brændte batterier forurener
Batterier og elektronikaffald, som danskerne smider i skraldespanden, havner direkte i affaldsovnene.
Selv om de kun udgør en halv procent af det samlede affald, står batterier og elektronik for 28 procent af miljøbelastningen ved forbrændingen.
De fleste små knapcellebatterier indeholder kviksølv, og batterier er også det største bidrag til tungmetallet cadmium i affaldsforbrændingerne.
Selv om 99 procent bliver renset ud af røgen, smutter nogle af de giftige tungmetaller ud i miljøet.
Umuligt at genbruge dem
Samtidig gør den manglende sortering det umuligt at genbruge batteriernes metaller. Det samme gælder for elektronikaffald, der rummer sjældne metaller som platin.
- Det er fuldstændig galimatias at putte metaller i en forbrændingsovn, når der ingen brændværdi er. Tanken var, at vi skulle holde de knappe ressourcer her i Europa, når Kina sluger alt på råstofmarkederne, siger Susan Christensen til Ingeniøren.
Danmark alligevel i top
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) fremhæver i et skriftligt svar til Ingeniøren, at Danmark ligger i top i EU med indsamling af batterier.
- Men vi skal videre endnu. Derfor har vi sat et mål om, at 55 procent af batterierne skal indsamles i 2018, siger hun.
Andre lande, herunder Tyskland, er omtrent lige så dårlige som Danmark til at indsamle batterier, mens svenskerne indsamler 64 procent.