Det er i orden, at advokater giver deres klienter merchandise i form af for eksempel tøj med påtrykt firmalogo. Også selv om klienten sidder i en arrest.
Det har Advokatnævnet fastslået i en kendelse fra 2014, hvor en arrestinspektør klagede over et advokatfirma, som havde givet en klient en hue med advokatfirmaets navn påtrykt.
Mandag satte Radio24syv fokus på tøj med advokatfirmanavne i landets arresthuse. En praksis, som møder kritik, og som også har fået justitsministeren på banen.
Advokat Mette Grith Stage er blandt de advokater, der er under beskydning for at dele sponsortøj ud. Hun henviser til en kendelse om fænomenet, som Advokatnævnet afsagde i maj 2014.
- Jeg synes jo nok, at jeg med den har mit og Stages (navnet på hendes advokatfirma, red.) på det tørre, skriver hun i en mail til Ritzau.
Beskyldt for klientfiskeri
Kendelsen drejer sig om en sag, hvor en arrestinspektør i 2013 beskyldte en advokat for "klientfiskeri". Det er en betegnelse for advokaters forsøg på at lokke andre advokaters klienter til.
Klientfiskeri regnes for at være i strid med god advokatskik, og det er Advokatnævnets opgave at træffe afgørelse i den slags sager.
Men i sagen, som drejede sig om en hue med advokatfirmaets navn, har der ikke været noget at komme efter. I kendelsen lyder det blandt andet fra nævnet:
- Advokatnævnet finder, at udlevering af enkelte reklameeffekter til brug for egne klienter, der opholder sig i et arresthus, ikke kan anses for en overtrædelse af reglerne om god advokatskik, idet der er tale om almindelige markedsføringstiltag over for egen klient, som ikke kan anses for at være direkte henvendelse til potentielle klienter.
/ritzau/