Nye tal: Danskerne bruger ni minutter på at se porno

Danskerne bruger i gennemsnit lidt under ni minutter, når de ser porno på nettet.

Hovedstadens indbyggere holder et par sekunder længere end resten af Danmark, når de ser porno. Det afslører tal fra pornositet Pornhub, hvis analyseafdeling har delt sine brugerdata med DR's Undersøgende Databaseredaktion.

Med en gennemsnitlig varighed på 8 minutter og 52 sekunder for hvert besøg på pornositet, bruger hovedstadens indbyggere 18 sekunder længere end indbyggerne i landets ‘hurtigste' region - Syddanmark, der blandt andet inkluderer Fyn.

Tidsforbruget kan måske give os et lille praj om, hvor længe det tager at tilfredsstille sig selv seksuelt, forklarer Christian Graugaard, der er læge og professor i sexologi ved Aalborg Universitet.

- De fleste bruger sandsynligvis pornografien i forbindelse med onani, og 8-9 minutter passer vel meget godt med, hvor lang tid det tager at blive inspireret, ophidset og få udløsning. Det er naturligvis ikke videnskabeligt undersøgt, men det ville undre mig, hvis man brugte 45 minutter eller få sekunder – med mindre, der var tale om en teenager, griner Christian Graugaard.

Dansk porno er populær

Danskerne er også nogenlunde enige om, hvad der er værd at kigge på. Mens reality-stjernen Kim Kardashian og den tyskfødte pornoskuespillerinde Madison Ivy er populære kvinder, er der ingen tvivl om, at dansk porno er favorit i samtlige danske regioner. Således er “Danish' nummer et på listen over mest søgte ord i samtlige regioner.

Professor Christian Graugaard er ikke overrasket over, at danskerne over en bred kam foretrækker den hjemlige porno.

- Én side af pornografien er, at den skal være vild og fantastisk, men den må på den anden side også gerne være genkendelig og tillade en vis spejling. Mange mennesker søger noget, der principielt kunne være dem selv eller naboen. Det er også derfor, at amatørpornografi er så populær, forklarer han.

- Vi tænder ikke nødvendigvis på fuldendte Hollywood-produktioner, men mindst lige så ofte på noget, som virker autentisk og ophidsende almindeligt. Det handler om identifikation.

Tendensen er den samme på det danske betalingssite Eromaxxx.dk og webshoppen Erotik.dk, der oplever langt den største interesse for amatører og danske stjerner.

Madison ivy (Foto: © Mads Rafte Hein, DR)

Vi spejler os i pornografien

Et andet tema er af den familiære slags, for danskerne søger flittigt på ordene “milf' og “step mom', der dækker over henholdsvis ‘mødre, som man gerne vil have sex med' og ‘stedmødre'.

Forklaringen på denne interesse kan være den samme, som når vi søger efter dansk porno, vurderer læge, debattør og ph.d. Vibeke Manniche. Både mænd og kvinder leder højst sandsynligt efter noget porno, som de til en vis grad kan spejle sig i.

- Det er nærliggende at søge noget, man kender og selv ligner, lyder Vibeke Manniches bud.

- De fleste er jo vant til at elske med en kvinde, der ser almindelig ud, og der er altså forskel på, hvordan man ser ud, når man har født. Det er noget, vi kan se os selv i.

dvdsalg porno (Foto: © Mads Rafte Hein, DR)

Ufarlig hobby for de fleste

Ifølge Pornhub ligger Danmark nr. 10 i verden, når det gælder sidevisninger pr. indbygger på det canadiske site.

Dog er der umiddelbart ingen grund til frygt for den raske danskers forbrug, mener professor Christian Graugaard.

- Der findes mange studier af pornografi fra USA og England, men en del af dem har desværre en underlæggende dagsorden om, at porno er noget moralsk forkert, og det har man så søgt at få bekræftet videnskabeligt. Det er den her 'kanyleteori', som siger, at man kan nedbryde et sundt og velfungerende menneske ved at injicere den pornografiske gift i dem. Men der findes ingen evidens for, at det skulle forholde sig så enkelt, påpeger Christian Graugaard.

Vibeke Manniche har som læge stor erfaring med børn og unge. Hun er i bund og grund skeptisk, når det kommer til de unges forbrug af pornografi og eksplicitte billeder i det offentlige rum.

- Porno kan være med til at forme synet på, hvad der er ‘normal' sex og ikke mindst kønnenes roller. De unge, jeg har siddet med, fortæller, at de bliver påvirkede af det. Ikke mindst normen omkring analsex, som rigtig mange kvinder slet ikke bryder sig om, mener Vibeke Manniche.

I denne uge sætter DR3 og dr.dk fokus på danskernes forhold til porno. I flere programmer på DR3 og her på dr.dk vil man kunne blive klogere på, hvor og hvordan danskerne bruger porno og møde dem, der laver det, og dem, der bruger det. Vi vil også se nærmere på pornoens historie og kigge på hvordan internettets gratis porno har forandret pornoproduktionen i Danmark og gjort det langt mindre lukrativt.