Nyuddannede fra universiteter er færdige et halvt år før

Den gennemsnitlige studietid for de nyuddannede på universiteterne er faldet med et halvt år, viser tal fra Kraka.

Fra 2006 til 2013 er de universitetsstuderende blevet hurtigere til at få skrevet specialet og færdiggøre uddannelsen. (© DR)

De nye studerende på universiteterne er blevet hurtigere til at gennemføre deres uddannelse. Udviklingen bliver forklaret med en række omstændigheder som tidsånd, reformer, målrettede studerende og universiteter, der stiller højere krav end tidligere, skriver Berlingske.

Ifølge et nyt notat fra tænketanken Kraka er den gennemsnitlige studietid for dimittenderne på lange videregående uddannelser faldet fra godt 6,4 år til godt 5,9 år fra 2006 til 2013.

Teknik-studerende er hurtigst

Notatet viser, at studerende på humanistiske uddannelser fortsat bruger mest tid på at komme igennem studierne. De bruger godt seks år på universitetet. Dog har de forkortet studietiden med næsten et år.

Dimittender fra de tekniske uddannelser har omvendt den korteste gennemsnitlige studietid med 5,5 år.

Forskningschef i Kraka Kristian Thor Jakobsen vurderer, at de hurtigere studerende kan være resultat af en række reformer, der de seneste 20 år har haft til formål at få de unge hurtigere gennem studierne.

Tendens i samfundet spiller også en rolle

Dog påpeger han, at det er svært at sige noget om, hvad effekten af de mange tiltag reelt er, og også tendenser i samfundet kan have spillet ind.

- Det generelle fokus på, at unge skal blive hurtigere færdige, kan måske i sig selv have været med til at påvirke den enkelte. Men det er mere uhåndgribeligt og svært at dokumentere, siger han til Berlingske.

Kristian Thor Jakobsen mener, at den omdiskuterede fremdriftsreform "trækker i retning af, at de unge kommer endnu hurtigere gennem studierne, men vi kan ikke sige præcis hvor meget."

/ritzau/