Østergaard til V og S: Drop valgkampsretorikken om pension - og lav aftale med os

De Radikales Morten Østergaard aner en lille åbning for et pensions-kompromis i Løkkes udmelding.

Morten Østergaard synes, der er gået for meget valgkamp i pensionsdebatten. (Foto: © LISELOTTE SABROE, Scanpix)

Forårets valgkamp bliver formentlig snart skudt i gang.

Og inden da vil Radikale Venstres formand, Morten Østergaard, gerne nå at have indgået en aftale om danskernes pension med Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Men han frygter, at pensionsforhandlingerne mellem partierne drukner i valgkamp - før den overhovedet er begyndt.

Pensionsforhandlingernes fire hovedpersoner: Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Radikale Venstres Morten Østergaard. (Foto: © Jens Dresling)

- Jeg opfordrer Lars Løkke og Mette Frederiksen til at gemme valgkampsretorikken, indtil valget faktisk bliver skudt i gang, og at vi så til gengæld mødes og laver en løsning, der konkret kan hjælpe dem, der er nedslidt på arbejdsmarkedet nu og her, siger han.

Han mener, at der allerede nu er gang i et velkendt, politisk spil.

- Jeg frygter, at både S og V har gang i det, vi godt ved, de plejer. Nemlig kampen om magten, og ikke kampen om virkeligheden.

Løkke vil justere fra 2040

Opsangen fra Morten Østergaard kommer, efter Lars Løkke tidligere i dag meldte ud, at han er klar til at justere den planlagte stigning i pensionsalder - men først fra år 2040.

Statsministerens udspil følger Socialdemokratiets forslag om at afsætte tre milliarder til at "starte på at lave et mere retfærdigt pensionssystem".

- Jeg bliver nervøs, når først Socialdemokratiet spiller ud med noget, der ikke er så konkret, at det kan forhandles på den her side af et folketingsvalg, og så statsministeren i dag gør sig tanker om, hvad der skal ske på den anden side af det valg, han ikke har udskrevet endnu.

- Så virker det jo, som om det hele handler om valgkampen og spillet om magten, siger Morten Østergaard.

Han ser dog statsministerens udmelding som en udstrakt hånd.

- Jeg synes, at med de signaler, der er kommet fra statsministeren i dag, så tegner der sig en mulighed for at opnå enighed. Jeg ved godt, at klokken er fem minutter i folketingsvalg, men jeg synes, det ville klæde os alle sammen, hvis vi gjorde forsøget.