Store dele af landet har været ramt af stormen Urd mandag aften og natten til tirsdag, og flere steder påvirker stormens rasen fortsat trafikken tirsdag morgen.
Få et overblik her:
Sjælland, Fyn og øerne:
* Scandlines har aflyst alle afgange fra Gedser og Rostock frem til tirsdag klokken 11.
* Færgerne mellem Rødby og Puttgarden sejler efter planen.
* Bornholmerfærgen oplyser, at der på grund af den hårde vind kan forventes en mindre forsinkelse i afgangene tirsdag med HSC Leonora Christina klokken 6.30 fra Rønne og 8.30 fra Ystad til Rønne.
* På Svendborgsundbroen frarådes kørsel med vindfølsomme køretøjer på grund af den kraftige blæst.
* Øresundsbroen er genåbnet for biltrafik efter stormen. Vindfølsomme køretøjer frarådes dog stadig at passere.
* Storebæltsbroen er tidligt tirsdag morgen lukket for høje og lette køretøjer. Øvrige køretøjer rådes til højest at køre 50 kilometer i timen.
* Kronprins Frederiks Bro over Roskilde Fjord er lukket på grund af forhøjet vandstand. Der er tidligt tirsdag morgen ingen tidshorisont for genåbning.
* På Farøbroen frarådes vindfølsomme køretøjer at passere på grund af kraftig blæst. Vinden forventes først aftaget ud på morgenen tirsdag.
Jylland:
* Stena Line aflyste mandag afgangene Frederikshavn-Göteborg og omvendt.
* Color Line har aflyst alle afgange med hurtigfærger på ruterne Hirtshals-Kristiansand og Hirtshals-Larvik og omvendt.
* På Vejlefjordbroen frarådes vindfølsomme køretøjer at passere på grund af kraftig blæst. Vinden forventes først aftaget ud på morgenen tirsdag.
* Tarphagebroen over Varde Å er åben igen efter at have været lukket på grund af oversvømmelser.
* Banedanmark oplyser, at toge i Jylland kører som planlagt tirsdag.
Andet:
* Ingen af de store danske lufthavne er påvirket af stormen.
Kilder: DSB, Vejdirektoratet, Scandlines, faergen.dk, Nordjyske.dk.
/ritzau/
