- Jeg har koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, jeg falder over ordene, og hvis jeg er sammen med mennesker for længe, så bliver jeg akut træt og kan pludselig bare sidde og stirre ud i luften.

Sådan lyder det fra 51-årige Pernille Dyre fra Aarhus, der er uddannet jordemoder. Hun har arbejdet på fødeafdelinger flere steder i landet, men for over tre år siden blev hun sygemeldt med migræne. Noget, hun sidenhen fandt ud af var et symptom på stress.

Pernille Dyre er bare en af mange danskere over 50 år, der har oplevet højt psykisk pres på sit arbejde.

- De sidste næsten to år jeg gik på arbejde, lavede jeg ikke andet end at sove, spise, have migræne og gå på arbejde, siger hun.

Seniorer er værst ramt

En helt ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser, at andelen af beskæftigede, der svarer, at de har væsentlige psykiske belastninger og samtidigt har en relativt høj grad af symptomer, ligger på 15,4 procent.

Det er eksempelvis personer, der rapporterer, at de er udsat for følelsesmæssige krav og tidspres i arbejdet, og samtidigt oplever symptomer på stress.

Særligt slemt ser det ud blandt medarbejdere over 50 år. I forskningsprojektet 'Seniorarbejdsliv', der er lavet blandt knap 13.000 seniorer i arbejde, svarer lidt over halvdelen, at deres job er meget psykisk belastende.

Blandt dem, der arbejder med mennesker, service og omsorg, er andelen endnu højere - her er det næsten to ud af tre, der svarer, at det er psykisk hårdt at gå på arbejde.

Arbejdsdagene blev længere

For Pernille Dyre blev arbejdspresset værre, da en spareplan medførte, at hendes fødeafdeling blev lagt sammen med en anden fødeafdeling. Samtidig kom der nyt journalsystem, nye kolleger, og der blev bygget en ny svangregang og en ny barselsgang.

Ifølge hende betød det, at der kom flere og flere arbejdsopgaver til, men der fulgte ikke nok ressourcer med.

- Vi skulle bruge tid på at gøre rent, tørre senge af og vaske hylder. En masse ting, som ikke hører til hos en jordemoder. Så hvis du havde mange patienter, kunne du ikke nå at skrive journal. Så sad jeg to-tre timer efter arbejde for at gøre det. Og pludselig var en arbejdsdag 10-12 timer lang hver evig eneste gang, du var på arbejde, siger hun.

Pernille Dyre fortæller, at hendes afdeling også fik sparet en nattevagt væk, fordi man ikke mente, der var akutarbejde om natten.

- Men vi havde rigtig meget akutarbejde om natten. Og i tilfælde af, der var noget akut, så skulle jeg stå og give hjertemassage på et dårligt barn, mens jeg havde en førstegangsfødende i røret med veer og faktisk havde forladt den svangregang med patienter, jeg var mødt på arbejde på for at passe, siger hun.

- Der er medarbejdere, der løber for stærkt

Det hårde arbejdspres på blandt andet landets sygehuse er noget, man hos regionerne tager meget alvorligt, lyder det fra regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).

- Vi ved jo godt, at vi har nogle arbejdspladser, hvor man i sagens natur kan blive presset. Vi får akutte patienter ind, og man kan ikke planlægge alting på hospitalerne. Men det er også, fordi der kommer flere patienter ind i de her år, og økonomien kan ikke helt følge med. Så vi har et større tidspres, end hvad godt er, og der er simpelthen nogle medarbejdere, der løber for stærkt, siger han.

Anders Kühnau påpeger, at der bliver gjort forskellige ting for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø i den offentlige sektor. Heriblandt bedre uddannelse af ledelsen til at håndtere presset samt deling af viden på tværs af arbejdspladserne. Men derudover bliver man også nødt til at få flere hænder, siger han.

- Det er bekymrende, at der er mange, der løber hurtigere end de bør gøre, og derfor skal vi også kigge på de ressourcer, der bliver tilført sundhedsområdet. De skal simpelthen være flere. Man skal prioritere - også fra Folketingets side, siger han.

En hjerne, der ikke slapper af

For Pernille Dyre betød det store arbejdspres, at hun ofte fik migræneanfald. Derfor begyndte hun at gå på en hovedpineklinik i Aarhus, og det var her, hun indså, at hun ikke længere kunne holde til at arbejde.

- Man går hjem med dårlig samvittighed, for man er aldrig færdig med sit arbejde. De krav, der stilles til én, hænger ikke sammen med ens arbejdstid. Så går man hjem med en hjerne, der bare slet ikke slapper af. Og det fortsætter og fortsætter og fortsætter.

Hun blev sygemeldt med migræne i november 2015, men opdagede først halvandet år senere, at hovedårsagen faktisk var stress.

- Jeg havde håbet på, at hvis jeg kunne blive smertefri, kunne jeg få et flexjob og blive jordemoder igen. Men det er gået op for mig, at jeg er dårlig 24 timer i døgnet. Det er ikke smerterne, der tager mine kræfter, det er min hjerne, der har taget skade.

En lang proces

I dag - tre et halvt år senere - er hun stadig sygemeldt, og stressen påvirker hende meget.

- Det er forfærdeligt. Det er som om, hele min personlighed har ændret sig, lyder det fra Pernille Dyre.

Hun bakker op om, at man gerne vil øge kvaliteten på sygehusene og give bedre behandling til patienterne.

- Men ressourcerne skal altså også følge med, og det er det, man har glemt, siger hun.

Pernille Dyre håber i dag på, at hun på et tidspunkt kan blive frivillig et eller andet sted - om ikke andet, så bare et par timer om måneden.

- Jeg er kun 51 år, og jeg kan da ikke holde til at gå hjemme resten af livet. Men lige nu er det mig selv og mit helbred, jeg koncentrerer mig om. Det bliver jeg nødt til, og det er en lang proces, som jeg slet ikke er færdig med.

Pernille Dyre har søgt førtidspension, som hun i øjeblikket venter svar på.