Peter jagtede praktikplads men endte som ufaglært

Havde der været flere praktikpladser, var Peter Buck Balck i dag mekaniker og ikke ufaglært arbejder.

23-årige Peter Busk Balck er ufaglært arbejder hos virksomheden Stenhøj i Horsens.

Peter Busk Balck er ved at gøre to søjler klar til at blive malet. Han arbejder for virksomheden Stenhøj i Horsens, der producerer lifte til autoværksteder. Han er 23 år, stor og bredskuldret. Derudover har han ingen forudsætninger for at udføre det arbejde, han gør:

- Intet. Det er ren rå råstyrke, siger han.

Drømte om en praktikplads

Det var lidt et tilfælde at Peter Busk Balck fik arbejde hos Stenhøj. Han stod og manglede et job og blev vikar i virksomheden i Barrit nær Horsens.

I dag er han fastansat, men oprindeligt havde Peter Busk Balck en drøm om at blive mekaniker. Virkeligheden stod bare i vejen.

- Der var ikke nogen elevpladser til mig. Jeg var ude og spørge i hvert fald tyve. Så blev jeg vikar, for man kan jo ikke bare sidde derhjemme og lave ikke en skid, fortæller Peter Busk Balck.

Fra hænder til robotter

Langt de fleste medarbejdere på Stenhøj er ufaglærte. Det drejer sig om cirka to tredjedele af medarbejderne, heriblandt Peter Busk Balck.

I løbet af de seneste år er virksomheden gået fra cirka 400 medarbejdere til 100, og det skyldes primært den teknologiske udvikling. Robotterne og maskinerne er blevet mere avancerede og overtager det manuelle arbejde, som de ufaglærte medarbejdere ellers har udført.

- Vi har løbende automatiseret, og det vil vi fortsætte med i fremtiden. Så enten skal man omsætte mere for at holde den samme arbejdsstyrke. Eller også skal man af med nogle medarbejdere, fortæller Hans Madsen Lomholt, der er produktionschef hos Stenhøj.

Selv om virksomheden forsøger at videreuddanne de medarbejdere, de har, bliver behovet for ufaglærte arbejdere mindre.

- Udviklingen går den vej, at der er behov for flere og flere kompetencer, siger Hans Madsen Lomholt.

Manglende praktikpladser var et benspænd

Peter Busk Balck ved godt, at det vil være en god ide at tage en uddannelse, men tanken om at give slip på et fast arbejde er blevet sværere:

- Jeg tjener den løn, jeg har behov for, og jeg har både kone og børn derhjemme.

Han vælger ikke at bekymre sig for meget om fremtiden. Så længe hænderne er skruet rigtigt på, skal der nok være job at få som ufaglært, mener Peter Busk Balck:

- Jeg ved med mig selv, at jeg kan finde ud af at arbejde.

Drømmen om at blive mekaniker ligger ham stadig på sinde, og derfor håber han, at politikernes vision om blandt andet at skaffe flere praktikpladser bliver en realitet

- Så må jeg se om et par år, om jeg skal gå videre, siger Peter Busk Balck.