Nu bliver det snart nemmere for folk at have et privatliv på internettet, når Facebook lancerer en krypteringsmulighed på nettjenestens beskedapplikation, Messenger.
Krypteringen, der vil få navnet "Secret Conversations" ("Hemmelige samtaler", red.), skal blandt andet beskytte brugere mod andre, der skaffer sig adgang til beskederne, så de kun kan læses af afsenderen og modtageren.
Det betyder også, at kriminelle får nemmere ved at kommunikere, uden at nogen følger med. Men det bekymrer ikke politiet.
- Jeg tror ikke som sådan, at Facebook er en nøgleplatform for kriminelle. De arbejder på nogle helt andre måder, hvor de mødes i det skjulte på en tom idrætsplads og taler fortroligt, uden at politiet kan lytte med, siger Kim Aarenstrup, som er centerchef for Rigspolitiets center for internetkriminalitet, Nationalt Cyber Crime Center.
Han understreger, at Facebook er kæmpestort, og at det er umuligt at overvåge alt.
Kim Aarenstrup påpeger samtidig, at i en sag med overvågning af en meget kriminel borger, så vil kommunikationen på Facebook kun være en del af et samlet større efterforskningsarbejde.
Politiet mener ligefrem, at de hemmelige samtaler vil styrke det forebyggende politiarbejde, og de vil være med til at øge sikkerheden mod kriminelle hackere.
- Der vil være en masse gode og lovlydige borgere, der nu får sikkerhed for, at kriminelle ikke kan følge med i, hvad de skriver til hinanden for derved at misbruge informationerne bagefter, siger Kim Aarenstrup.
Facebook har allerede gjort kryptering muligt på beskedtjenesten WhatsApp. Også Google og Apple har tilsvarende funktioner.
