Politi: Intet tyder på forbrydelse bag Roskilde-dødsfald

Politiet ved ikke, hvorfor en ung kvinde i nat døde efter vejrtrækningsproblemer på Roskilde Festival.

En 20-årig kvinde fik i nat problemer med at trække vejret på Roskilde Festivalen og døde, da hun kom på sygehuset. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Der er ikke noget, der indikerer, at den 20-årige kvinde, som i nat mistede livet på Roskilde Festivalen, er død som følge af en forbrydelse.

Det skriver Midt og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

- Ud fra efterforskningen og ligsynet er der ikke noget, der indikerer, at der har fundet en forbrydelse sted, skriver politiet.

Der har været afholdt ligsyn, politiet har gennemført kriminaltekniske undersøgelser i teltet, hvor den unge kvinde sov, ligesom folk i nærheden af teltet er blevet afhørt. Men politiet kender stadig ikke dødsårsagen.

- Politiet forventer ikke, at dagen i dag vil bringe mere lys over sagen, før obduktionen har fundet sted, står der i pressemeddelelsen.

Landet over har bekymrede forældre henvendt sig til politiet. Derfor opfordrer politiet til, at deltagere på festivalen sender en sms eller skriver på sociale medier, at de er ok.

De pårørende til den 20-årige kvinde fra København er underrettet om dødsfaldet.