Politiet afviser at lukning af Pusherstreet har pustet til bandekonflikt

Der er blevet færre steder, hvor hashsalg foregår åbenlyst og organiseret, melder Københavns Politi.

Beboerne på Christiania valgte sidste år selv at rive hashboderne i Pusherstreet ned. Det skete i kølvandet på en skudepisode, hvor to politibetjente og en civil blev ramt. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Der er ingen sammenhæng mellem den seneste tids mange bandeskyderier i København og lukningen af den åbenlyse hashhandel på Christiania.

Sådan lyder meldingen fra Københavns Politi.

- Det er politikredsens vurdering, at indsatsen på Christiania ikke er medårsag til de aktuelle skudepisoder i bandemiljøet i København, skriver politikredsen i et svar til Folketingets Retsudvalg.

Synlig hashhandel har ikke spredt sig

Efter nedrivningen af hashboderne i Christianias Pusherstreet sidste år har Københavns Politi holdt nøje øje med hashmarkedet i og omkring fristaden.

Her mere end et år efter rydningen er den åbenlyse hashhandel og forbuddet mod at filme i Pusherstreet vendt tilbage til gaden igen.

Iagttagere har også tidligere udtrykt bekymring over, at politiets indsats mod hashmarkedet på Christiania ville kunne få salget til at sprede sig til andre steder i hovedstaden.

Men den bekymring afviser politiet over for Folketinget.

- Det er således Københavns Politis vurdering, at indsatsen mod hashhandel på Christiania ikke har medført, at den synlige handel med hash er blevet spredt ud i København, står der i svaret.

Færre faste handelssteder

Ifølge politiets oplysninger er der tværtimod blevet færre faste handelssteder, hvor hashsalget foregår åbenlyst og organiseret.

- Antallet af steder i politikredsen, der – ud over Christiania – karakteriseres som et handelssted, er således i perioden fra januar 2015 til i dag reduceret fra 9 til 2 steder, skriver politikredsen i svaret.

Københavns Politi nævner dog samtidig i svaret, at antallet af steder, hvor hashhandlen foregår mindre fast og organiseret, er uændret siden sidste år.

I politisprog kaldes sådanne steder for "boblere", som politiet løbende overvåger antallet af.

Københavns Politi oplyser dog ikke i svaret, præcis hvor mange af disse steder politiet løbende har opdaget.

Fra 12. juni til den 28. august i år har der været i alt 28 banderelaterede skyderier i politikredsen, og politiet vurderer, at de fleste af de nyere skydepisoder "er motiveret af hævn", skriver Københavns Politi i et andet udvalgssvar.