Politiet bekræfter: Vi gav flygtninge lov til at rejse frit videre

Syd- og Sønderjyllands Politi tog sig af 150 flygtninge, der havde befundet sig længe på Padborg banegård.

Nu bekræfter politiet, at disse personer fik lov at gå - og at det var helt bevidst fra politiets side. (Foto: © ALEX LUKA LADIME, Scanpix)

Sent onsdag aften fik omkring 150 flygtninge og migranter lov til at forlade banegården i Padborg efter adskillige timer på stedet.

Her kom det frem, at flere af de ankomne udlændinge blot fik lov at rejse videre, uden at politiet greb ind.

Nu bekræfter politiet, at disse personer fik lov at gå - og at det var helt bevidst fra politiets side.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Nye retningslinjer fra Rigspolitiet

- De cirka 150 tilrejsende udlændinge, som har opholdt sig på togstationen i Padborg, blev i nat med hjælp fra tolke blevet stillet overfor forskellige løsningsmuligheder på deres situation, skriver politiet og understreger, at det hele foregik på baggrund af nye retningslinjer fra Rigspolitiet.

De, der ville søge asyl i Danmark, blev sendt til Sandholmlejren, men resten fik lov at gå frit, når de havde oplyst navn og nationalitet.

Kan frit rejse videre

De resterende blev sendt til et humanitært opholdscenter, hvor de kunne få mad og drikke samt et sted at sove. De kunne efter de havde opgivet navn og nationalitet frit rejse videre, oplyser politiet.

- De, der ikke ønskede ophold på et center, blev bedt om navn og nationalitet. De kunne derefter frit rejse videre, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, som oplyser, at flere valgte at fortsætte med toget til København torsdag morgen.